Bjarne Riis og inkvisitionen - journalistikkens banalitet

Er det virkelig så banalt, at når journalister har hyldet en sportsmand for sublime præstationer, så skal han betale tilbage, hvis han begår noget kriminelt, uhæderligt eller moralsk forkasteligt?

Er det virkelig så banalt, at man afregner pund for pund, når regnskabets time kommer? Hver spaltemillimeter hyldest skal på dommens dag veksles til en spaltemillimeter fordømmelse.

Er det virkelig så banalt, at når journalister opdager, at de er blevet tage med bukserne nede i 90'erne og ikke har gjort deres arbejde ordentligt, så ligger skammen som et permanent skarpladt og afsikret våben klar til affyring, så snart grunden til deres ydmygelse kommer indenfor skudvidde.

Er det virkelig så banalt, at små mennesker kun har to måder at føles sig store på: Ved at posere sammen med dem, der er endnu større, eller ved at sparke på dem, når de har lagt sig ned og er forsvarsløse.

Pressemødet i går, hvor Bjarne Riis informerede om sin brug af EPO, cortison og værksthormon i 1990'erne, var måske i virkeligheden mest interessant set fra Riis' egen stol. Med udsyn til en hob af journalister og fotografer med deres skarpladte mikrofoner og kameraer rettet mod ham, kiggede han direkte ned i det menneskelige urdyb. Eller måske bare det kristne arvegods. Synd og straf. Kravet om at synderen får sin straf eller i det mindste angrer sin synd. Riis havde den frækhed ikke at angre...nok. Manglen på anger satte han trumf på ved at sige, at eneste bivirkning da han tog doping var, at han kørte stærkere.

Hvis han mellem sin ungdoms træningsture har haft lejlighed til at se Monty Pythons "De skøre riddere", vil han formentlig have genkaldt sig scenen, hvor pøblen kræver en kvinde brændt som heks. Det vil i alt fald forklare den foragt for journalisthoben, som Bjarne Riis havde meget svært ved at skjule.

Han følte helt tydeligt ikke, at han skyldte dem noget, hvad han vel strengt taget heller ikke gjorde. Men i deres massive overtal blev de grebet af følelsen af at være sandhedens og retfærdighedens vogtere. En overgang kunne jeg næste høre et kor messe i baggrunden. Den individuelle journalist var gledet ind i flokken og blevet ét med den.

Kun enkelte journalister skilte sig ud ved ikke at bruge det inkvisitoriske toneleje, som udtrykker en forventning om ret til at få svar på alt. Især Politikens sportschef Rasmus Bech formåede mod slutningen at tale i et mand-til-mand toneleje, for måske på den måde at få Riis til at komme ud af forsvarspositionen.

Var det virkelig så banalt, at fredagens pressemøde stille vore egne mest nedrige instinkter til skue. At hele setupet med en hob af journalister netop gjorde dem til dette - en hob. En hob, som tænker lige så primitivt som fodboldpublikum på bagtribunerne, og som glider ind i en bevægelse, hvor man kun kan synge den samme sang som alle andre. En sang, som enten er hengiven tiljubling og hyldest eller hadefuld hån.

Hjemmesiden som lager eller showroom

Supermarked eller gammeldags købmandsbutik. Som kunde i skiftevis Zap-In og ENGBY Kontorteknik er jeg vant til to forskellige måder at sælge kontorartikler. Enten at vise hele sortimentet til selvbetjening eller ved den gode gamle diskbetjening, hvor man siger, hvad man skal bruge, og så finder købmanden det for dig.

Og det er som om, det er den gamle købmand, der møder dig på ENGBY's hjemmeside. På forsiden troner Mr. Engby selv over et billede af det nye domicil - hvor jeg endnu ikke ved, hvordan betjeningskonceptet er.

Hvad skulle det være? siger Steen Engby på forsiden og skjuler effektivt, hvad man egentlig handler med. Vi har artikler, maskiner, møbler og service. Det er de fire valgmuligheder man har for at komme videre. Og desværre kan vi ikke spørge Mr. Engby til råds. Jeg kender ham ellers som en yderst dygtig og sympatisk sælger.

Nå, jeg er på jagt efter en kontorstol, og prøver mig med Møbler. Og det fungerer tilsyneladende.

Et klik på Kontorstole, og jeg får fem mærker at vælge imellem. Mærkenavnene siger mig dog intet, så jeg starter fra en ende af.

Klik på Håg, og et billede toner frem. Nedenunder nogle lidt mindre billeder. Det viser sig, at de bevæger sig, når man fører musen over dem. Ja så. Men hvad er forskellen udover udseendet? Og nå ja, prisen?

Nå, jeg har da fået set en del billeder, men der er masser af plads til andre informationer. Kun ca. 430x300 pixel bliver rent faktisk brugt til at vise det, jeg leder efter.

Kære Mr. Engby. Brug din hjemmeside til at vise mig, hvad du kan tilbyde mig. Lad mig bare scrolle ned over nogle valgmuligheder med nogle muligheder fremfor at skulle klikke mig igennem dem én for én - uden reelt at få andet at vide, end hvordan de ser ud.

Det er som når købmanden henter sine varer én for én, og man må spørge efter hver enkelt, før han henter dem.

Og brug pladsen. Jeg sidder med min 19" skærm, men det eneste, jeg kan manipulere med, er et lille hjørne af skærmen.

Men anyway - du har en god butik, så jeg kigger nok ind alligevel. Og så kan jeg jo komme med åbent og uforberedt sind og lade købmanden sige "Hvad skulle det være?"

Metaforer skaber virkelighed

Er sproglige metaforer noget vi bruger til at beskrive virkeligheden mere levende og fantasifuldt, eller er de faktisk med til at skabe vores virkelighed?

Da jeg købte bogen "Hverdagens metaforer" havde jeg nok en forestilling om at skulle læse om sprogblomster og fantasifulde krummelurer på sproget...men det skulle jeg ikke. "Hverdagens metaforer" er nok noget af det mest sprognørdede jeg har læst, men nok også noget af det mest inspirerende - også langt ud over skrivekunsten.

Den har i alt fald plantet den tanke i hovedet på mig, at man bør vælge sine metaforer med omtanke, når man forsøger at kommunikere noget nyt.

Jeg er dybt involveret i projektet IDEA House, hvor vi har etableret såkaldte studentervækshuse for studerende med iværksætterdrømme. Her har vi brugt en kombineret flyver- og formel 1-metafor i den begrebsverden vi har bygget op omkring konceptet. Business Pilot, Idea Pilot, PitStops etc.

Fra starten var metaforen faktisk ret organiserende for konceptet og næsten alt var integreret i metaforen. Efterhånden som konceptet er blevet justeret undervejs, begynder metaforen at smuldre og kommunikationen og helhedsforståelsen bliver vanskeligere.

I bogen bruger man bl.a. diskussioner og kærlighed som eksempler. En diskussion kan være krig og det kan være et forsøg til at nå en fælles enighed. Men hele begrebsverdenen omkring den bygges op efter hvilken metafor man vælger. Tilsvarende kan kærlighed både være en rejse, galskab, et kunstværk baseret på samarbejde etc. Og igen vil den overordnede metafor påvirke det øvrige sprog - og dermed den opfattelse man har af begreberne.

Det er formentlig også fodboldkampens metafor for krig, der kan få sindene så meget i kog, ligesom sportens metafor for den ædle og ærlige kappestrid, der kan piske en stemning op mod dopingsyndere.


Men tilbage til min pointe - tror jeg nok - når man forsøger at opbygge f.eks. nye virksomhedskoncepter, er en stærk metafor et godt redskab til at strukturere sproget både internt og eksternt, og dermed give en intutitiv forståelse af konceptet.

Jeg har prøvet at lave udførlige konceptbeskrivelser, som snarere var manualer end metaforer. Og helt ærligt, de bliver hverken læst eller brugt. Til gengæld hænger de metaforiske elementer altid ved.