Anarki eller topstyring i demokratiske medier?

I går var jeg til eksamen på Danmarks Journalisthøjskole i faget Fra publikum til medspillere. En utraditionel eksamen på to timer, hvor 4 studerende diskuterede hinandens projekter sammen med eksaminator og censor.

Én af diskussionerne med censor fik mig lige til at stoppe op i min automatiske tankegang. I mit projekt, som er en åben portal for iværksættere, hvor iværksættere selv bidrager med indhold, havde jeg lagt visse begrænsninger på friheden. Det er måske blevet lidt for automatisk, at man sætter en moderator på eller laver adgangsbegrænsninger på, hvem der kan skrive indlæg til et åbent website (f.eks. i debatfora).

Censor stillede det simple, kritiske spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor tør man ikke lade folk skrive frit i et åbent forum, og hvorfor skal man altid have en moderator på? Grundlæggende handler det nok om usikkerheden om, hvad folk kan finde på at skrive, og hvad organisationen bag hjemmesiden kan stå model til. Og i værste fald kan der være juridiske aspekter i det.

Og det er nok netop "i værste fald" man tænker på og lader det sætte begrænsninger for dem der godt kan finde ud af at skrive gode indlæg. At kræve brugerregistrering for at kunne skrive indlæg til et åben forum, kan være både en teknisk og en holdningsmæssig barriere for flere, og en moderator som mellemled forsinker offentliggørelsen, hvilket kan forringe motivationen og især forringe muligheden for at få en hurtig debat i gang.

Et alternativ til en moderator, der skal godkende indlæg, kunne være en moderator, som blander sig i diskussionen uden at blokere den. Man kan formentlig godt indføre en vis selvjustits ved at blande sig i diskussionen og føre den på ret spor igen. Og så viser erfaringer fra f.eks. Vores Børn, at brugerne også selv er gode til at holde debatterne på sporet og griber ind, hvis nogen kører for langt ud.

Endvidere er der andre og mere subtile måder at moderere på. Hvis man indfører en rating af indlæg, kan man ved hjælp af forskellige kriterier sørge for at usaglige indlæg kommer lavt på listen. Især hvis der er en vis redaktionel kontrol med ratingen.

Sidsnævnte er dog principielt stadig en form for central censur. Ikke i den forstand at man fjerner eller hindrer indlæg, men man forbeholder sig ret til at prioritere forskellige indlæg.

Det er klart at følelsen af at et åbent medie er "mit medie" hænger nøje sammen med graden af tilgængelighed og direkte publicering. Når jeg skriver denne blog er det en tilfredsstillelse, at man kan se indlægget online sekunder efter at jeg har klikket på "publish post".