torsdag, januar 13, 2005

Kundeorientering via webloggen

Bloggere er blevet beskyldt for at være et incestuøst fællesskab, hvor man skriver om blogs for bloggere. Fred være med dem - selvom jeg vist en gang imellem selv falder i samme grøft. For virksomheder, der lever af at sælge viden til deres kunder - og hvem gør snart ikke det i dag - kan bloggen være en daglig meditation over, hvad man har erfaret i dag, som kunderne kunne have gavn af at vide.

I min egen lille verden handler det f.eks. om at jeg i dag var til et gå-hjem-møde om elektronisk fakturering til det offentlige. Af erfaring ved jeg, at jeg husker bedre, når jeg skriver ned hvad jeg fik ud af mødet. Og hvorfor så ikke skrive de vigtigste notater, så mine kunder kan læse om det - og linke til de steder, hvor de kan få mere at vide.

Arbejdet gør jeg i princippet for selv at fastholde, men med publiceringen kan andre også frit bruge mine notater. Bloggens uformelle skrivestil og ustrukturerede indhold betyder også at man ikke bliver blokeret af at skulle formulere en stringent og fuldt dækkende nyhed. Nyhedsformen stiller i højere grad krav om at informationen er dækkende og objektiv.


Ingen kommentarer: