Kristian Frederiksen er selv inde på det i sin bog Alene med et kamera, at setup'et omkring en tv-optagelse ofte skaber en kunstig situation, hvor interviewpersonen bringes ud af sin egen virkelighed og ind i en mere usikker verden, der hedder tv-optagelse. Den distance mener Kristian Frederiksen selv at have reduceret med brugen af DV-kamera og ved at optage og interviewe, mens personerne handler i deres egen virkelighed.
Men hvad nu hvis vi tager skridtet videre og gør journalisten til aktør - eller aktøren til journalist. Hvad nu hvis reporteren er en del af det der sker og selv deltager? Man bevæger sig jo et stykke i den retning, når man bruger Rolf Sørensen til at interviewe cykelryttere, som er gamle kolleger, eller når man sætter Lotte Kjærskov til at vise kameramanden rundt på håndboldlandsholdets hotel under en slutrunde. Man bruger personer, som har en tillid i det miljø, de skal færdes i.
En hær af infiltrerede journalister
Når det drejer sig om at fortælle historier og komme tæt på personer, kan det være en styrke at bruge personer, som hovedpersonerne har tillid til, og hvor de ikke ryger i tv-tilstand og opfatter en mikrofon som et potentielt mordvåben. Med produktions- og publiceringsteknologiens tilgængelighed findes der et hav af potentielle reportere, som uden den store investering eller træning kan producere både tekst, billeder, lyd og video, og vil de publicere det, er der masser af gratis eller billige tjenester på internettet, som gør det muligt at publicere eget materiale.
Lad os tage en diskussion om teknisk og journalistisk kvalitet ved en anden lejlighed, for disse personer har adgang til at producere materiale, som en journalist kun kan drømme om at komme i nærheden af. De færdes dybt inde i historien og de har hovedpersonernes tillid, og kan de få omgivelsernes accept, kan de producere materiale og historier, som det kun vanskeligt ville være muligt for journalister at få adgang til.
Jeg vil brug mig selv som eksempel. I marts 2005 var jeg med cykelholdet Team Glud & Marstrand Horsens i Normandiet til etapeløbet Tour de Normandie. Min rolle på holdet var chauffør og massør, og mine opgaver lå således i alt det, der ligger før og efter selve løbet og idet hele taget de opgaver, der ikke har så meget med løbet at gøre. Både før og efter løbet færdes jeg blandt rytterne og har selvfølgelig også mulighed for at tale med dem enkeltvis under massagen.
Det giver mig mulighed for at lave reportager, som ingen anden journalist har adgang til. Dels fordi journalister ikke færdes lige så frit blandt rytterne og dels fordi ingen danske journalister tager til Normandiet for at dække løbet. Det klares via telefonopkald og ved at checke resultatlister på nettet.
Derfor bevæbnede jeg mig med en kamera- og video-mobiltelefon og oprettede en moblog, hvor jeg direkte kunne uploade tekst, fotos, lyd og video via MMS. Af hensyn til kvaliteten - og p.g.a. tekniske problemer - undlod jeg at bruge video, da denne endnu er af meget ringe kvalitet.
Den begrænsede tekniske udrustning og min manglende journalistiske erfaring lagde naturligvis sine begrænsninger på resultatet, men disse begræsninger skal den tekniske udvikling og lidt træning nok gøre noget ved. Til gengæld står man som både aktør og journalist overfor en række dilemmaer, som alle har konsekvenser for historien. Nogle af disse dilemmaer er grundvilkår, mens andre i nogen grad kan løses ved godt forarbejde.
Aktørens dilemmaer som reporter
Som både massør og moblog-reporter oplevede jeg en lang række dilemmaer og spørgsmål i forbindelse med min reportage fra Tour de Normandie. Nogle af de mest fremtrædende var:
- Hvor meget kan jeg holde fast i min reporteropgave, hvis der er andre opgaver at løse?
- Hvornår går grænsen for, hvad man som massør kan fotografere, skrive og optage?
- Kan jeg planlægge en historie med faste produktionskrav eller skal jeg være glad for det jeg får?
Dilemma 1: Reporter eller massør
Som massør har man opgaver både før, under og efter løbet, og man kan kun i kort stunder læne sig tilbag - eller i min situation begynde at rapportere. Jeg gik konstant med mobiltelefonen i bukselommen, så jeg var klar til at skyde, når jeg så et motiv. Undertiden var der få minutter til at gå rundt og lede efter motiver, men som hovedregel drejede det sig om at producere, når motivet og muligheden var der.
Det betød imidlertid også, at jeg ofte undlod at producere på visse tidspunkter. Især mangler jeg materiale fra sekunderne og minutterne umiddelbart efter løbet. På dette tidspunkt er stemningen hektisk og rytterne trætte og irritable, og jeg havde en forestilling om, at man forventede, at jeg koncentrerede mig om 100 pct. om massørrollen. Derfor undlod jeg også at lave interviews umiddelbart efter løbet.
Generelt fokuserede jeg meget på at publicere hurtigst muligt, men ofte betød tidspresset, at jeg måtte vente med at færdiggøre til publicering senere. Undertiden kunne der gå flere timer inden jeg fik tid til at publicere et indslag. Det stod i kontrast til nærmest liveprægede indlæg, i af typen "i dette øjeblik er feltet kørt ud på sidste omgang med 4 ryttere i front". Derefter kunne der gå 5 timer inden man fik dagens resultat.
I princippet kunne jeg sagten rapportere straks, da de fleste indlæg kan færdiggøres på under 5 minutter, men især den hektiske stemning efter løbene betyder, at man fokuserer på pligterne. Derfor vil jeg anbefale, at man enten på forhånd har en aftale med rytterne og holdledelsen om at prioritere reportagen eller at man vælger at lave produktionen samlet på et tidspunkt, hvor man er sikker på at have tid. F.eks. efter aftensmaden og den sidste massage eller om morgenen før afgang. Hvilken løsning man vælger afhænger naturligvis af den reportage man vil lave - eller også må man vælge reportageform efter mulighederne.
Dilemma 2: Hvor går grænserne for indholdet?
Som en del af holdet er det indlysende, at man i sin reportage skal være loyal overfor den enkelte rytter og holdet som helhed, men der er selvfølgelig en vej mellem den konfliktsøgende journalistik og den kedsommelige promotion-journalistik. Der er masser af nærværende historier at fortælle om livet i lejren uden at det behøver at kompromittere nogen.
Personligt oplevede jeg mest dilemmaet i kraft af, at jeg gerne ville fortælle en positiv historie, men at resultaterne udeblev. Derfor vil jeg nok en anden gang vælge at se bort fra de sportslige resultater som centralt element i reportagen. Det er alt for uforudsigeligt, og man risikerer at gå død i reportagen, når rytterne for det meste kører ret uinteressante resultater ind. Historien døde faktisk her. Til gengæld er almindelig resultat- og nyhedsformidling ret ufarligt.
Jeg havde ikke på forhånd lagt mig fast på, hvilken historie jeg ville fortælle, og derfor valgte jeg nok generelt det ret ufarlige: Den almindelige sportsreportage. For at kunne trænge ind i de dybere historier vil jeg nok i stedet anbefale at have planlagt en eller flere mulige historier på forhånd og så orientere rytterne om, hvad det er for en historie man vil fortælle, og hvad man har brug for i den forbindelse. Det vil formentlig også løse nogle af problemerne i dilemma 1, hvis rytterne og holdledelsen i øvrigt bakker op om historien.
Dilemma 3: Planlagt eller spontan produktion
Ikke overraskende kan jeg konstatere, at spontant produktion bliver for tilfældig. Jeg tog glad til Normandiet og fyrede så løs, når jeg synes at der var noget. Det gav en moblog som så mange andre med et hav at tilsyneladende usammenhængende indfald. Derfor kan jeg kun anbefale en væsentlig bedre planlægning end jeg havde ved dette eksperiment. Planlægningen må dog afhænge af den valgte fortælling.
Vil man fortælle en sammenhængende historie, er det naturligvis væsentligt, at man har gjort sig overvejelser om fortællingens forløb, og dermed hvilke billeder, lydklip og videoer man skal have i kassen. Man bør have et klart billede af historiens forløb, så man helt klart kender sit behov for materiale. Denne historie kan muligvis fortælles løbende, men vil måske også kræve efterbearbejdning inden den publiceres. I alt fald er man på den, hvis man er begyndt på en bestemt historie, som omstædigheder og begivenheder senere umuliggør. Havde jeg f.eks. valgt at følge en bestemt rytter under hele løbet, ville det være surt, hvis det var ham der udgik og rejste hjem efter 3. etape.
Den sportslige nyhedsreportage kan man bedre tage fra dag til dag, da det i princippet består af en række ensartede reportager. Her bør man i stedet planlægge en række faste elementer i den daglige reportage. Her er det primært gentagelsen suppleret med særlige indslag fra den enkelt dag. Her er det væsentligt, at materialet kan publiceres samme dag.
Den fortælling, der kræver mindst planlægning, er her-og-nu reportagen, hvor man sender små aktuelle indslag løbende hen over dagen. Her er værdien, at man kan følge med næsten live, og så er indholdet og den sammenhængende historie måske mindre vigtig. Det skal blot være indslag, som har karakter af at noget sker netop nu eller lige er sket. Denne fortælling kræver til gengæld en meget stor frihed til at producere og publicere, når der sker noget. Planlægningen handler primært om at fokusere på, hvad det er for her-og-nu situationer, der kan opstå og som bør indfanges. Herefter drejer det sig bar om at have øjne og ører åbne og så være hurtig på tasterne.
Genrevalg må forholde sig til mobloggens styrker
Kort sagt handler valget af planlagt eller spontan produktion om den fortælling man vil lave og om de praktiske rammer man er underlagt. Dermed er vi ovre i overvejelser om genre. Producerer man til moblog er valget derfor også hvilke styrker ved mobloggen man vil udnytte:
- Vil man udnytte, at man med en moblog kan publicere seneste nyt lynhurtigt ved hjælp af en mobiltelefon.
- Vil man udnytte, at man kan lave multimediale sportsnyheder og -reportager fra steder, hvor ingen vil betale journalister for at tage hen.
- Vil man udnytte, at man ved hjælp af diskret og handy teknologi kan lave meget nærværende og autentiske reportager fra en virkelighed, som kun få kender og har adgang til.
Under alle omstændigheder er der muligheder nok for alle de potentielle mobloggere, som har fået en mobiltelefon med MMS, men ikke aner, hvad den skal bruges til!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar