Der er ingen tvivl om, at man om muligt bør vælge et andet medie end mobloggen hvis man vil fortælle historier, men til gengæld betyder mobloggens simple og direkte vej til publicering, at det bør udforskes, hvordan man kan tilpasse sin fortælleform til mediet.
Lad os derfor starte med at se på de rammer og regler, vi skal kunne bevæge os indenfor. Jeg vil i det nedenstående tage udgangspunkt i de rammer, som moblogtjenesten Albinogorilla sætter:
- Det enkelte sekvenser kan indeholde billede og lyd eller video samt tekst.
- Sekvenserne præsenteres i kronologisk rækkefølge efter publiceringstidspunktet med de seneste sekvenser først. Den enkelte sekvens "stemples" med dato og tidspunkt.
- På startsiden præsenteres enten en billedoversigt med de 12 seneste billeder, hvor man ved mouseover kan se tekst og ved klik kan høre lyd og se billede i større format. Alternativt kan man vælge oversigt over de 5 seneste indlæg, hvor man umiddelbart kan se teksten.
- Som bruger kan man udvælge et vilkårligt indlæg i oversigten og man kan gå tilbage til ældre indlæg.
Og så lige nogle tekniske begrænsninger:
- Publicering kan ske med mobiltelefon via MMS eller med PC med internetadgang (e-mail eller direkte redigering via browser).
- Det enkelte indlæg kan hos Albinogorilla max. være på 500 kb, men MMS-formatet lægger en begrænsning på 100 kb pr. MMS ifølge Albinogorilla.
- Videoklip kan på min Siemens S65 højst være på 30 sekunder, men vil da overskride MMS-formatets begrænsninger. Det samme gør fotos i den bedste kvalitet.
Formatets muligheder og begræsninger for historiefortælling
Mobloggens - og for den sags skyld webloggens - format stiller dermed nogle krav til historiefortælleren, som er vidt forskellige fra tv-reporteren eller artikelskribenten. Ser vi bort fra det fortælletekniske i fotografiet og videoklippet, er de vigtiste udfordringer:
- At materialet præsenteres i omvendt kronologisk rækkefølge - "en bagudskridende fortælling".
- At brugeren kan læse, se og høre sekvenserne i vilkårlig rækkefølge og ikke nødvendigvis tage hele historien.
Berettermodellen
Den største udfordring vil være at lave en historie efter berettermodellen, hvor man fortæller en egentlig sammenhængende historie i små sekvenser, og bygger forløbet op i følgende faser:
- Anslag
- Præsentation
- Uddybning
- Point of no return
- Konfliktoptrapning
- Klimaks
- Udtoning
Valget af berettermodellen indeholder dog flere konflikter. Jeg vil her tage udgangspunkt i mine erfaringer fra dækningen af Tour de Normandie:
Drømmen ville være at have planlagt en historie på forhånd - evt. med flere mulige udviklingsretninger - som man så løbende kunne fortælle dag for dag. Gennem billeder, lyd, video og tekst blev dagens kapitel fortalt til brugerne. Denne form forudsætter, at brugerne kender anslaget og løbende følger med i kronologisk rækkefølge.
Denne form vil dog kræve en betydelig planlægning og opdragelse af brugerne.
Man kunne også vælge at producere alt indholdet før publicering og så skære historien til efter de faktiske forløb og de eksisterende materiale. Det fritager dog ikke for en betydelige forberedelse, da man skal være sikker på, hvilket indhold man får brug for, selvom man naturligvis kan improvisere i et vist omfang.
Her bliver udfordringen at opdrage brugeren til at starte med anslaget, som på brugerfladen er længst væk fra brugeren.
Jeg har tænkt tanken om at udvikle en berettermodel, som gjorde det naturligt at læse det sidste først og så gå baglæns i beretningen. Men den lader jeg lige ligge i første omgang.
Bølgemodellen
En noget mere håndterbar model er bølgemodellen. Her starter man med anslag og præsentation, hvorefter man gentager et rytmisk forløb med reportage og uddybning, hvorefter man slutter med klimaks og udtoning.
Denne model synes velegnet i forbindelse med mit eksperiment fra etapeløbet Tour de Normandie. Efter et oplæg til løbet og præsentation af rytterne, kunne man dag for dag lave sin delvist afrundede historie om den enkelte etape, for den sidste dag at afslutte med klimaks og udtoning.
Dette ville også passe fint med produktions- og læserytmen, og det er også typisk denne model, der anvendes i forbindelse med dækningen af f.eks. Tour de France.
Må jeg ikke være fri for modeller...
De to ovennævnte udfordringer gør det naturligvis fristende at producere og publicere løsrevet fra tid og handlingsforløb. Enten ved at vær først med det sidste og hele tiden sørge for opdatering med tekst, billed og lyd m.v.
Ønsker man at være først med det sidste, bør man dog på forhånd være bevidst om, hvad der er nyheder og hvordan de kan understøttes af billeder og lyd. I virkeligheden bør man tænke i en bølgemodel, hvis det er dækning af et etapeløb, men man er lidt mere frit stillet i forhold til de konkrete indholdselementer. De skal bare have karakter af at være nyheder og give brugeren en fornemmelse af at være en af de første der ved det. Det stiller dog store krav til frihed til at publicere løbende undervejs.
Et mere tilbagelænet valg er den rene fotoreportage, hvor det primært handler om at fotælle historien via billeder. Igen er det væsentligt at have tænkt på sin historie først, da det er den, der skal afgøre valget af billeder.
Så det er altså ikke så nemt at slippe for at overveje en model for sin historie inden man tager hjemmefra. Man kan naturligvis bare som jeg producere nyheder og/eller fotoreportager uden at tænke det ind i en helhed, men resultatet bliver reportager, som ingen retning har og hvor man ikke har en klar forventning om, hvad man kan vente sig af de næste indlæg - eller de forrige for den sag skyld.
Er historien af en karakter, så den kan fortælles på én gang når hele indholdet er produceret, er der basis for at tænke i en - evt. omvendt - berettermodel. Skal historien derimod fortælles løbende over flere dage, kræver brug af berettermodellen en vis disciplinering af brugerne og betydelig forberedelse af historien på forhånd.
Ved løbende fortæller over flere dage vil det dog være lettere at håndtere bølgemodellen. Især hvis fortællingen har en naturlig kronologisk rytme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar