Så enkelt er det naturligvis ikke. Billed- og lydkvalitet er af brugbar, men bestemt ikke professionel kvalitet, og videoklip er endnu af ret dårlig kvalitet og endvidere meget begrænset i omfang. Endvidere er mulighederne for efterredigering naturligvis begrænsede på stedet.
Men teknologien bevæger sig, og med de nye megapixel-kameraer i mobilen, begynder vi at nærme os noget acceptabelt - når lysforholdene ellers tillader det. Og generelt viser erfaringen - og Moores lov - jo, at computerkraften i mobiltelefonerne støt forøges, hvorved medieproduktionerne i et vist omfang også kan forbedres.
Jeg vil her se nærmere på, hvad mobloggen reelt har at tilbyde rent journalistisk i dækningen af journalistiske historier og begivenheder. Mit udgangspunkt vil være mine egne erfaringer med dækning af cykelløbet Tour de Normandie 2005.
Mobloggens styrker i mediedækningen
Mobloggens styrke ligger i høj grad i
- en allestedsnærværende mulighed for flermediel produktion
- produktion og publicering i løbet af få minutter
- en let adgang til at bruge public journalism med veludrustede reportere
Det vil sige, at man kan fange begivenheden når den er der, producere spontant og publicere straks. I en planlagt reportage har man naturligvis det nødvendige professionelle udstyr med i tasken, men i spontant opståede situationer vil man for det første ikke nødvendigvis have det nødvendige udstyr med, og for det andet kan nogle billeder ikke altid vente på, at man får fundet kameraet - her er mobiltelefonen formentlig altid ved hånden. Og skal billeder m.m. offentliggøres hurtigt, kan det sendes straks som MMS og være frit tilgængeligt på nettet få sekunder senere.
Den tredje styrke er nok i virkeligheden den mest betydningsfulde. Moblogs eller i det hele tage mobil produktion og publicering via mobiltelefoner åbner nye perspektiver for brugerinddragelsen i netmedierne. Hvor brugerinddragelsen på netmedier hidtil typisk har forudsat adgangen til en PC - medmindre det kunne klares via SMS - åbner MMS-telefoner og moblogs nu muligheden for at man reelt har fuldt udstyrede folk i marken, som kan producere til alle medier. Selvom kvaliteten stadig lader en del tilbage at ønske, så er den teknologiske barriere nu revolutionerende lav - både i pris, vægt og betjening.
Som medie kan man nu have et øje på hver finger og et i nakken - og måske endda uden selv at have foretaget de store investeringer. Hvis man forstår at inddrage brugerne som reportere, vil man kunne være allestedsnærværende og få vinkler på historier, som man ikke selv kunne have drømt om.
Det teknologiske kompromis
Inden jeg svømmer alt for langt ind i det visionære, vil jeg godt igen blive lidt konkret. Hvorfor ultrakorte tekster, dårlige billeder, uklar lyd og grovkornet video, når masser af mennesker i dag har digtiale kameraer og videokameraer, som kan producere i langt bedre kvalitet, og når de fleste har computer med internetadgang - måske endda mobil adgang.
Begrundelsen er vægt og rumfang. Som public journalist er man ofte en del af det, man rapporterer om, og det vil ikke altid være praktisk muligt at slæbe rundt på hele gearet. Jeg tænker selv på mit eget eksperiment med Tour de Normandie. Her var jeg konstant i en dobbeltrolle, hvor jeg det ene øjeblik smurte rytternes ben ind i varmende olie før løbet og i det næste øjeblik interviewede en rytter om forventninger til dagens etape. Senere på dagen tog jeg måske et billede af dagens vinder, spurtede hen til bussen for at sætte cyklerne ind, løb op til podiet for at fotografere én af vore ryttere, der havde vundet en indlagt konkurrence, for derefter at ledsage ham tilbage til bussen og køre hjem. Det siger sig selv, at det ville være noget mere uhandy at skulle arbejde med almindeligt kamera eller video. Mobilen lå hele tiden i lommen og kunne gøres klar til produktion på sekunder. Det kan virke som småting, men i den ekstremt pressede produktinsproces var det afgørende.
Dertil kommer selve publiceringen. Det ville naturligvis være muligt at have den bærbare med og så publicere via mobil opkobling. Men igen gør mobilen det ekstremt enkelt. Hele produktionen ligger på én enhed, og den er hele tiden tændt. Skulle jeg i den konkrete situation have publiceret via bærbar computer, ville det være foregået på hotellet om aftenen. At åbne den bærbare i bussen og publicere løbende i løbet af dagen, ville være for krævende til at jeg kunne gøre det konsekvent. Publicering en gang om dagen fra hotellet med kvalitetsmateriale ville have givet en flottere reportage, men mange billeder ville være valgt fra, og fornemmelsen af næste direkte reportage ville forsvinde.
Har man som public journalist roen og tiden til at fokusere på sin reportage, kan jeg da kun opfordre til at tænke i kvalitet - herunder den efterredigering, som ikke var praktisk mulig for mig. Og kan man vente med reportagen til man kommer hjem til PC'en er der da ingen grund til at slæbe for meget med sig rundt.
Personligt savnede jeg primært den bærbare PC til at skrive nogle længere tekster, da MMS ikke ligefrem opfordrer til lange udredninger. Og så ville jeg også gerne have kunnet se indholdet løbende. Dels for at konstatere, om det rent teknisk virkede, men også for at kunne vurdere billederne bedre end man kan på skærmen fra en mobiltelefon.
Mobloggens begrænsninger
At man ikke kan se sine billeder ordentligt før publicering er naturligvis et problem, hvis man er alene om produktionen, men det er selvfølgelig ikke det eneste problem.
Mobloggen er en kronologisk fremstilling af indlæg alt efter hvornår de er publiceret. Nu er det jo ikke altid publiceringstidspunktet der er interessant, men snarere tidspunket for billedet og begivenheden. Endvidere betyder den automatiske datostempling, at man ikke kan flytte rundt på indlæg i sin moblog. Rækkefølgen er som den er. Det stiller naturligvis nogle krav til planlægningen. Ønsker man en sammenhængende fortælling, som måske endda udvikler sig, eller er man tilfreds med en fragmentarisk fortælling uden indre sammehæng udover kronologi? Man er også i praksis nødt til at tage højde for, at brugeren starter bagfra i fortællingen! Det betyder, at en kronologisk liste over "seneste nyt" i umiddelbart er den mest naturlige fortælleform, og at mobloggens dermed hurtigt forældes, hvis ikke den løbende fornys.
Denne struktur i mobloggen begrænser også brugerens mulighed for navigation. Som sagt vil man formentlig spontant starte bagfra i fortællingen med det seneste indlæg. Vil man som moblogger i stedet fortælle en historie med en anden - eller flere andre - strukturer, er man henvist til en selvstændig webproduktion. Der ligger altså væsentlige begrænsninger for fortælleformen, men det er naturligvis muligt at bruge det producerede indhold fra mobiltelefonen til at lave en anden fortælling, hvor man f.eks. strukturerer indholdet og linker på kryds og tværs.
Jeg har allerede være inde på de begrænsninger, som teknologien trods alt stadig sætter, når det drejer sig om kvalitet, men der ligger også begrænsninger på de enkelte indlægs omfang. De enkelte moblogtjenester kan have en begrænsning på indlæggenes størrelse, og dertil kommer at en MMS højst kan være på 100 kb. Det betyder, at man ikke kan bruge Premium-billekvaliteten på et 1,3 megapixel-kamera, ligesom kombinationen af billede og lyd også let kan sprænge grænserne - for slet ikke at tale om video, som skal være kort og af elendig kvalitet for at kunne sendes som MMS.
Dertil kommer, at det tekstmæssige indhold i sagens natur begrænses af, at det skal indtastes på et telefontastatur.
Endelig vil jeg fremhæve, at man ikke på stedet har mulighed for at efterredigere. Der er ganske vist mulighed for en vis billedredigering inden afsendelse og publicering, men det er naturligvis ikke det samme som at sidde med Photoshop eller Fireworks eller lyd- og videoredigering på PC'en. Og når indholdet er sendt, er det sendt. Skal man publicere løbende uden at have adgang til PC, bør man derfor alliere sig med en redaktør og gatekeeper, der kan redigere og forbedre indlæg, slette det ubrugelige og i det hele tage være i kontakt - via mobilen forstås!
Professionalisering er opnåelig
Med de beskrevne muligheder og begrænsninger tør jeg godt vove den konklusion, at vi kommer til at se meget mere til moblogs - også i den etablerede mediedækning - men vi kommer til at se endnu mere til rodet produktion af dårlig kvalitet, som ingen i længden gider kigge på.
Erfaringen har dog vist, at man i et vist omfang kan leve med at se på dårlig kvalitet i et vist omfang, hvis inholdet er interessant nok, og med tiden må kvaliteten forventes at blive bedre.
Der hvor udfordringen ligger er i høj grad på journalistikken. Mobloggens fortælleform er endnu kun rudimentært udviklet, og der er behov for nogle eksempler på, at man har brugt moblogs til professionelle og vedkommende fortællinger.
Endvidere vil der i mange tilfælde være brug for en redaktør, som kan holde et øje med indholdet under produktionen. Det er naturligvis ikke holdbart, at man som jeg tager afsted i 9 dage og producerer på livet løs i håb om at det ser godt ud og fungerer!
Men indtil da er det bare at klø på med nye projekter, som kan udvikle fortælleformen. Og så er de da en trøst, at det er skideskægt at begå fejlene mens ingen endnu forventer andet af moblogs!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar