Inspration til moblog-journalistik fra fætter VJ

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde læst Kristian Frederiksens bog "Alene med et kamera" inden jeg tog til Normandiet i påskeugen og lavede moblog om Tour de Normandie! Jeg er netop gået i gang med den, men efter 50 siders læsning står det klart, at her er en storebror til mobloggeren, der kan inspirere til at udvikle moblog-formen journalistisk.

Kristian Frederiksen var kørt sur i sit TV-job hos TV2, og han trængte til at prøve noget nyt. Han kastede sig derfor ud i eksperimenter med et digitalt videokamera, hvor han alene ud med kameraet og lavede historien uden kameramanden som mellemled. Det har tydeligvis været både en befrielse og erkendelserejse for ham, og han mere end antyder, at han har vristet TV-journalistikken ud af den klemme mellem film og avisjournalistik, som han mener den har befundet sig i.

På side 19 indfanger han den centrale betydning af at være alene på opgaven:

"Når man er alene, kan man i alle momenter og alle facetter af historien kombinere den journalistiske og den fotografiske tankegang i samme øjeblik. Når idé, handling, udførelse og redaktionelt ansvar er samlet i én og samme person giver det tilrettelæggeren et åbenlyst forspring i forhold til den traditionelle tv-optagelse, hvor der er mindst to til stede bag kameraet.

Under en traditionel tv-produktion vil der altid være et filter mellem den, der skaber historien og det, der sker eller den der taler. Et filter mellem tilretttelæggeren og handlingen eller kilden. Dette filter er personificeret i fotografen."

Han mener, at reportagen på den måde får en langt større ægthed, fordi tv-fotografer i kraft af deres fag er mere optaget af billedet end historien. Derfor bliver fortællingen ofte arrangeret under optagelserne, og det går ud over autenciteten. Ægtheden handler altså ikke om det håndholdte kamera og den rå stil. Det understregede filminstruktøren Susanne Bier i en anden sammenhæng, da hun blev spurgt om årsagen til dogmefilmenes succes:

"Ægtheden skyldes overhovedet ikke det håndholdte kamera. Slet ikke. Det håndholdte kamera har vi set i masser af film. Ægtheden skyldes, at man ikke ændrer location, og at man er virkelige steder og ikke ifører sig kostumer. At man ikke får hele filmholdet til at ændre på virkeligheden. Det er derfor at dogmefilm bliver så ægte." (Citat fra Alene med et kamera, s. 25).

Småt giver frihed til at bryde traditioner

En af Kristian Frederiksens centrale erkendelser er, at det lille kamera fritager videojournalisten (VJ'en) fra en lang række begrænsninger, som tidligere har sat mange normer for tv-journalistik. For det første er man mindre synlig, hvilket betyder at man lettere kan glide ind i handlingen, så aktørerne ikke på samme måde påvirkes af at der er tv på. Og man behøver heller ikke på samme måde at lave produktionsplanlægning af de enkelte billedsekvenser.

I stedet for den meget styrede og planlagte produktion, kan VJ'en overlade langt mere til improvisationen. Kristian Frederiksen arbejder efter metoden sync'n move, som bygger på samme principper som shoot'n move. I shoot'n move er princippet at du skyder et billede, flytter dig, skyder og flytter dig. I sync'n move er kernen i stedet det journalistiske interview, og her drejer det sig om at interviewe og flytte dig, interviewe og flytte dig.

Nøglen i sync'n move er at finde hovedpersoner, lægge en slagplan, tænke i sekvenser og lade virkeligheden tage magten.

Se videoeksempler fra Alene med et kamera

Moblog'n move

Nu er det, at jeg gerne ville vise et familiefoto med Susanne Bier ved siden af et filmkamera, Kristian Frederiksen med sit digitale videokamera og mig med min Siemens S65 mobiltelefon, så jeg kunne påstå et slægtskab. I så fald skulle jeg fremstå som familiens noget tilbagestående efternøler.

Men det skal ikke hindre mig i at suge inspirationens nektar fra mine højere udviklede slægtninge. Vilkårene for mobloggeren er jo netop VJ'en vilkår i anden potens. Hvis VJ'en kan operere relativt ubemærket, er mobloggeren næsten usynlig, og hvis VJ'en kan optage og interviewe mens handlingen foregår, så kan mobloggeren både producere og publicere, mens handlingen foregår.

Derfor finder jeg Kristian Fredriksens overvejelser om journalistisk planlægning og improviserende produktion mens tingene sker meget inspirerende, idet hans principper tager udgangspunkt i den enlige og meget fleksible reporter fremfor det store journalistiske setup.

Min egen reportage fra Tour de Normandie er uden video, men består jo principielt også af en række scener, som dog i høj grad mangler indre sammenhæng. Det er i jagten på en måde at skabe sammenhæng, at jeg i første omgang finder inspiration i Kristian Frederiksen. Han producerer også kronologisk ligesom mobloggen, men har naturligvis i højere grad planlagt sin historie.

Til gengæld kan jeg se, at jeg måske i unødvendig høj grad har brug det arrangerede. En del rytterfotos er opstillede og de enkelte interviews blev gennemført ved at trække ryttere til side og en smule ud af den aktuelle virkelighed. Med mobiltelefonen som værktøj ville det praktisk set være ganske uproblematisk at gå omkring og stikke mikrofonen hen til dem en gang imellem og stille dem spørgsmål. Det ville dog kræve mere klare aftaler med rytterne, end jeg havde i den givne situation.

Jeg gælder mig til at læse videre i "Alene med et kamera", for med den inspiration i relation til at arbejde med moblogs, som jeg allerede har fået, kan de resterende 250 sider jo blive en ren eksplosion.