Poetiske læserkommentarer

Nogle gange siger det gode digt mere end 1000 ord. Det er måske derfor Washington Post nu på deres hjemmeside opfordrer læserne til at kommentere nyhederne i digtform. Hver fredag offentliggøres de bedste digte som News to aMUSE. Det er et krav at digtene er nyhedsrelaterede.

Anarki eller topstyring i demokratiske medier?

I går var jeg til eksamen på Danmarks Journalisthøjskole i faget Fra publikum til medspillere. En utraditionel eksamen på to timer, hvor 4 studerende diskuterede hinandens projekter sammen med eksaminator og censor.

Én af diskussionerne med censor fik mig lige til at stoppe op i min automatiske tankegang. I mit projekt, som er en åben portal for iværksættere, hvor iværksættere selv bidrager med indhold, havde jeg lagt visse begrænsninger på friheden. Det er måske blevet lidt for automatisk, at man sætter en moderator på eller laver adgangsbegrænsninger på, hvem der kan skrive indlæg til et åbent website (f.eks. i debatfora).

Censor stillede det simple, kritiske spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor tør man ikke lade folk skrive frit i et åbent forum, og hvorfor skal man altid have en moderator på? Grundlæggende handler det nok om usikkerheden om, hvad folk kan finde på at skrive, og hvad organisationen bag hjemmesiden kan stå model til. Og i værste fald kan der være juridiske aspekter i det.

Og det er nok netop "i værste fald" man tænker på og lader det sætte begrænsninger for dem der godt kan finde ud af at skrive gode indlæg. At kræve brugerregistrering for at kunne skrive indlæg til et åben forum, kan være både en teknisk og en holdningsmæssig barriere for flere, og en moderator som mellemled forsinker offentliggørelsen, hvilket kan forringe motivationen og især forringe muligheden for at få en hurtig debat i gang.

Et alternativ til en moderator, der skal godkende indlæg, kunne være en moderator, som blander sig i diskussionen uden at blokere den. Man kan formentlig godt indføre en vis selvjustits ved at blande sig i diskussionen og føre den på ret spor igen. Og så viser erfaringer fra f.eks. Vores Børn, at brugerne også selv er gode til at holde debatterne på sporet og griber ind, hvis nogen kører for langt ud.

Endvidere er der andre og mere subtile måder at moderere på. Hvis man indfører en rating af indlæg, kan man ved hjælp af forskellige kriterier sørge for at usaglige indlæg kommer lavt på listen. Især hvis der er en vis redaktionel kontrol med ratingen.

Sidsnævnte er dog principielt stadig en form for central censur. Ikke i den forstand at man fjerner eller hindrer indlæg, men man forbeholder sig ret til at prioritere forskellige indlæg.

Det er klart at følelsen af at et åbent medie er "mit medie" hænger nøje sammen med graden af tilgængelighed og direkte publicering. Når jeg skriver denne blog er det en tilfredsstillelse, at man kan se indlægget online sekunder efter at jeg har klikket på "publish post".

Kundeorientering via webloggen

Bloggere er blevet beskyldt for at være et incestuøst fællesskab, hvor man skriver om blogs for bloggere. Fred være med dem - selvom jeg vist en gang imellem selv falder i samme grøft. For virksomheder, der lever af at sælge viden til deres kunder - og hvem gør snart ikke det i dag - kan bloggen være en daglig meditation over, hvad man har erfaret i dag, som kunderne kunne have gavn af at vide.

I min egen lille verden handler det f.eks. om at jeg i dag var til et gå-hjem-møde om elektronisk fakturering til det offentlige. Af erfaring ved jeg, at jeg husker bedre, når jeg skriver ned hvad jeg fik ud af mødet. Og hvorfor så ikke skrive de vigtigste notater, så mine kunder kan læse om det - og linke til de steder, hvor de kan få mere at vide.

Arbejdet gør jeg i princippet for selv at fastholde, men med publiceringen kan andre også frit bruge mine notater. Bloggens uformelle skrivestil og ustrukturerede indhold betyder også at man ikke bliver blokeret af at skulle formulere en stringent og fuldt dækkende nyhed. Nyhedsformen stiller i højere grad krav om at informationen er dækkende og objektiv.

Svensk lynvejledning i netsprog

Skriver du tekster til nettet, er det værd at sætte sig ind i nogle af grundreglerne for godt netsprog. Brugeradfærden og læsningen er væsentlig anderledes på nettet end når de samme personer sidder med en bog eller en avis.

Det kunne jeg skrive en lang historie om her, men da det nærmer sig sengetid, vil jeg nøjes med at henvise dig til svenskerne fra Webpennan, som har begået en fortrinlig lynintroduktion til at skrive til nettet.

Et par udvalgte nøgleord er skriv kort og skriv for handling (via links) . Det er hermed gjort!

De lever selv op til kravene om at skrive kort og gå lige til sagen, så selv utrænede svensklæsere kan være med.

Weblogs i arbejds- og projektgrupper

Så er jeg kommet mig igen efter en superb nytårsaften. Af uransagelige årsager udviklede en samtale efter midnat sig til en diskussion om weblogs - hvad de egentlig skulle gøre godt for! Min argumentation var ikke så skarp på det tidspunkt, så gudskelov var der én der ville danse i stedet.

Jeg burde nok have fortalt lidt om mulighederne for at bruge webloggen i arbejds- og projektgruppesammenhæng. Weblogs er naturligt nok mest kendt fra internettet, hvor de kan læses af enhver, men weblogs for arbejds- og projektgrupper bør normalt ikke ligge frit tilgængelige, og bør således snarere ligge på virksomhedens intranet eller på anden vis være utilgængelige for uvedkommende.

Man betragter nok ofte weblogs som individuelle og meget personlige medier, men f.eks. Blogger, som jeg bruger til denne weblog, giver mulighed for at invitere flere personer til at bidrage til en weblog. Folkene bag Blogger har i øvrigt skrevet et glimrende kapitel 8 om brugen af weblogs i virksomheder i bogen We Blog.

Her fremhæves webloggens meget ligefremme måde at dele viden på. Uden særlige formkrav eller rapporteringsskemaer kan f.eks. en projektgruppe notere sig dagens væsentlige begivenheder, fremskridt, diskussioner etc. og man kan ofte ved hjælp af links delagtiggøre andre i interessante informationer.

Ved at have en løbende rapportering i frit sprog, kan webloggen formentlig i nogen grad erstatte statusmøder og reducere den utryghede det giver, når man ikke har hørt fra en projektdeltager i et stykke tid.

Samtidig bliver webloggen chefens mulighed for at kigge projektgruppen over skulderen og følge med i projektet. Og så siger sproget langt mere - eller i alt fald noget andet - end formaliserede statusrapporter. Det afslører også i højere grad stemningen her og nu, og det giver adgang til alle mellemregningerne. Og så kan man måske også spare et statusmøde her.

I det omtalte kapitel 8: Using Blogs in Business opstilles 7 succesfaktorer for anvendelse af weblogs til videndeling:

1. Start småt.
2. Lad folk fra forskellige afdelinger blive involveret fra starten.
3. Fokuser, men kontroller ikke indholdet.
4. Lav retningslinier for, hvad det er acceptabelt at skrive.
5. Styr tonen gennem eksemplets magt.
6. Vælg webloggens fysiske placering efter indholdets fortrolighed.
7. Undgå at få det til at føles som ekstraarbejde.

Det skal nævnes, at min begejstring for weblogs som gruppeværktøj er baseret på min nysgerrighed og ikke mine erfaringer. Fra februar i år vil jeg dog begynde at bruge gruppebloggen som værktøj til videndeling i et netværk for iværksættere. Så jeg vil lade dig høre nærmere om mine erfaringer, når vi kommer så langt.