Brug da også mobloggen DR

DR efterlyser i øjeblikket en familie, som skal følge Tour de France i sommerferien, og som gerne vil interviewes til TV og radio undervejs.

Igen en oplagt mulighed for at bruge mobloggen som supplerende dækning af historien. Udstyr familien med en af de nye kameramobiler og lad dem producere på livet løs undervejs.

Hvis de da ikke heller vil holde ferie....

Nye kameratelefoner på vej til den kræsne moblogger

I tillægget Lørdagsliv fremhæver Politken i dag to nye kameratelefoner, som er på vej til det danske marked - og de danske mobloggere. Det er Sony-Ericsson K750i og Nokia N90, som begge kan prale med 2 megapixel.

At det ikke kun er pixelstørrelsen det kommer an på, har vi der bruger de nye 1,3 megapixel-kameraer erkendt. Til publicering på nettet er der egentlig ikke brug for større opløsning, men snarere bedre optiske muligheder. Og det er især det, der er spændende ved de nye telefoner.

Sony-Ericsson K750i har autofokus, og har netop modtaget prisen som Europas bedste kameramobil 2005. Jeg har set prisen til kr. 3.999.

Nokia tager kampen op, og har lavet en eksklusivaftale med Carl Zeiss om levering af optik til den nye N90. Prisen for en N90 vil formentlig ligge på kr. 5.500-6.000 kr.

Begge kameraer ventes på det danske marked i løbet af 2005.

Vi glæder os og venter så bare på optisk zoom. "Men det er jo kun et spørgsmål om tid, før det kommer", siger Peter Lundberg fra Sony-Ericsson ifølge Politiken.

Flere anvendelsesområder for moblogs...

Efter en god nats søvn oven på en hård uge er jeg klar til at få hjernen i sving igen. Gårsdagens indlæg handlede jo mest om professionelle mediers muligheder for at bruge mobloggen, men måske er mobloggen også den killer-application, der for alvor kan inddrage de store mediers læsere som reportere, og virkelig tilføre værdi til dækningen.

Rejsemobloggen

Først og fremmest er rejsestoffet jo en helt oplagt mulighed for brugen af moblogs. Rejsestof er almindeligt weekendstof i aviserne og også godt TV. Der er billeder i skidtet. Masser af billeder. Derfor er det en oplagt mulighed at supplere den store rejseartikel eller TV-udsendelsen med en moblog med masser af ekstramateriale og evt. med mulighed for løbende publicering før, under eller efter artikler og udsendelser. Eller sågar i forbindelse med en bog.

Her tænker jeg stadig på professionelle journalister, men i situationer, hvor man bruger læsere som reportere, er muligheden for at supplere med en moblog også helt oplagt. Enten som supplement til en enkeltstående artikel eller som et element i en dækning over tid:

1. Oplæg til rejse i artikel. Reference til moblog.
   
2. Moblog produceres løbende.
3. Første rejseartikel. Highlights fra moblog.
   
4. Moblog profuceres fortsat.
   
5. Anden rejseartikel. Highligths fra moblog.
   
6. Etc.
   
7. Artikel efter hjemkomst. Reference til moblog og opsamlende highlights.

Især i lokalaviser kan det i sig selv være interessant, når lokale personer rejser til eksotiske steder eller på store rejser, og ved at åbne for rejsemoblogs, ville man åbne for et væld af materiale, hvor man redaktionelt kunne udvælge de bedste til artikler.

Rejsemobloggen kan naturligvis oversættes til en lang række andre områder en ferie- og oplevelsesrejser. I princippet kan enhver situation, hvor en læser oplever noget udenfor journalisternes normale rækkevidde, som er interessant for andre læsere, kan det være relevant at overveje en moblog.

Eventmobloggen

En anden mulighed for at inddrage læserne i produktion af mobloggen vil være i dækningen af begivenheder, som dækkes mediemæssigt massivt. Under Roskilde Festivalen samles hvert år en masse musikjournalister fra aviser, blade, TV og radio for at dække de 4 dage med musik - og meget andet. Fokus er naturligt nok på musikken, men der er naturligvis også altid lidt stemningsreportage med fokus på lejrlivet og publikum.

Her er det naturligvis oplagt at supplere stemningsreportager med moblogs fra publikums egne oplevelser, og for at øge identifikationen med mobloggerne, kunne man præsentere dem i hovedmediet og referere til mobloggen. Denne præsentation kunne laves i hovedmediet (typisk avis eller tv) forud for festivalen eller endnu mere oplagt mens de ankommer og slår teltet op.

Denne idé kan naturligvis også bruges på mere lokale events i de lokale medier, ligesom den kan overføres til andre events. I min egen lokale verden i Horsens, ville det være oplagt at supplere dækning af Middelalderfestivalen, Horsens Open Air, Børneteaterfestivalen m.m. med læserproducerede moblogs.

Sportsreportagen

Jeg har selv erfaring med sportsreportagen, hvor jeg i lavede løbende reportage fra Tour de Normandie. Denne begivenhed strakte sig over en uge, og mobloggen var derfor oplagt som dagbog. Men også enkeltstående kampe eller begivenheder kunne være relevante, hvor man f.eks. sikrede sig løbende billedreportage fra både ude- og hjemmebanekampe. Hvad med f.eks. nogle fan-moblogs, hvor nogle trofaste fans af det lokale fodbold- eller håndboldhod producerede en moblog i løbet af sæsonen. Når man ser på nyhedskriteriet identifikation ville en fan-moblog jo netop give den subjektive og følelsesladede dækning, som enhver fan kan identificere sig med. Den ville i højere grad kunne illustrere de følelsesmæssige op og nedture, som er en del af det at være fan.


Den nævnte tre områder er alle områder med stort billedpotentiale og m.h.t. sport og events kan det også være områder med stort kollektiv fokus i perioder, og moblogs kan være med til at styrke den kollektive oplevelse og måske også inddrage nogle af dem, som var forhindret i at deltage.

Nå, tre meget spændende anvendelsesområder for moblogs må være nok for nu - men lad dig bare inspirere og find nye muligheder!

Anvendelsesområder for mobloggen

Nu har jeg siden påsken haft min hjerne snævert indstillet på at bruge mobloggen mere professionelt til at lave reportager fra etapeløb indenfor cykelsporten. Inden jeg taber alle de læsere, som ikke interesserer sig for cykelsport, må jeg hellere løfte blikket og se på de lidt større og mere generelle perspektiver.

Og vi kan jo starte med at se på et nyere tiltag fra BT, som i sektionen web-tv på deres hjemmeside har noget, der i formen minder meget om mobloggen. Ordnet i datoorden - og i hvis det ønskes efter emne - har man lagt en række lyd og videoklip ind for at supplere den øvrige nyhedsdækning. Lydklip er typisk suppleret med foto.

En del af indslagene er købt af Reuters Video, men en række lyd- og videoklip ser ud til at være produceret med ret begrænset udstyr. Det ligner en åbning overfor moblog-formaet i et af de større medier, og man er helt klart også gået på kompromis med især videokvaliteten.

Fra snæver læserskare til bredt publikum

Umiddelbart vil moblogs nok ofte have en tendens til at være rettet mod et ret snævert publikum. Dels fordi kendskabets til dens eksistens primært er udbredt til de nærmeste bekendte, og dels fordi det kan være vanskeligt at skabe selvstændig journalistisk værdi i mobloggen. De enkelte indslag er så kortfattede, at de ikke giver værdi i sig selv, og det kræver en vis planlægning at skabe en sammenhængende fortælling. Og her tænker jeg primært på moblogs, der bliver opdateret direkte via MMS. Laver man mobloggen på pc'en når hele produktionen er i kassen, er der selvfølgelig langt større frihedsgrader.

Jeg mener imidlertid, at der er større perspektiver og en potentielt bredere skare, hvis man tænker mobloggen sammen med andre medier og lader den være et element i en samlet historie til flere medier.

I onsdags havde jeg en uformel snak med en journalist fra Horsens Folkeblad om muligheder for at integrere mobloggen i avisens øvrige journalistiske dækning. Han havde naturligvis umiddelbart det forhold, at kvalitet og troværdighed er centralt for avisen, hvorfor man naturligvis ikke kan åbne for brugerproduceret indhold, medmindre det helt klart fremgår, at det ikke er en del af avisen.

På den anden side kunne han klart se perspektiver i at lade mobloggen supplere visse typer af historier. Således efterlyser man i øjeblikket personer, som under en jordomrejse vil skrive løbende til avisen - og formentlig også sende billeder. Såfremt man følger en families eller nogle venners jordomrejse over nogle måneder med f.eks. ugentlige artikler, ville det være suverænt at kunne henvise til en moblog, hvor man kunne se langt flere billeder end de få, der bliver plads til eller som findes egnet tili avisen.

Og hvis man kan supplere læsernes eget indhold med moblogs, kan man naturligvis også supplere den almindelige journalistiske dækning med moblogs. I min samtale med journalisten fra Horsens Folkeblad nævnte han f.eks., at man på et tidspunkt havde sendt journalist og fotograf på en tur med AC Horsens' 1. divisionshold på træningslejr i Spanien. Herfra havde man løbende leveret artikler og billeder til artikler i avisen. I denne situation kunne man igen have leveret et ubegrænset antal billeder til de særligt interesserede og suppleret med tekster, som ikke behøvede at være hele artikler. Samtidige ville man have mulighed for at supplere reportagen med lyd - og for den sags skyld video.

Hvis man som journalist er 100 procent dedikeret til en opgave, vil man naturligvis heller ikke være begrænset af at skulle lave produtionen og publicere med en mobiltelefon. Man vil antageligt have mulighed for at lave produktionen mere professionelt på pc.

Spørgsmålet om professionel kvalitet behøver dog næppe altid at være afgørende for professionelle medier. Hvis man med en mobiltelefon kan sikre sig billeder, lyd og video, som man ellers ville miste muligheden for, kan det være acceptabelt at levere det, der var muligt. Det samme gør sig gældende, hvis man kan levere noget hurtigere på den måde, eller hvis man kan levere mere, end der vil være plads til i f.eks. en avis.

Mobloggen kan altså være planlagt ekstraindhold, men det kunne i princippet også være en mulighed for journalisten eller fotografen for at publicere noget af det, som der ikke blev plads til i avisen. Nogle ekstra kommentarer, journalistens egne billeder eller lydklip eller de billeder, som fotografen ærgrer sig over, at der ikke blev plads til i avisen. Altså en slags personlige journalistiske moblogs i stil med de journalistweblogs, som man kører hos f.eks. norske Dagbladet og Ekstrabladet.

Og så kunne man naturligvis også have en moblog, hvor det var muligt at publicere det, som bare skulle på her og nu - altså indslag hvor hurtigheden er vigtig.

FoneBlog - endnu en gratis legeplads for mobloggere

Skulle lige checke et link i en Google-reklame på SmartMobs, som talte om Mobile Blogging. Det førte mig til NewBay, som markedsfører moblogtjenesten FoneBlog. Det ser ganske lovende ud, og selvom danske Albinogorilla er en glimrende tjenest, så skader det jo ikke at checke noget nyt. Og den er stadig gratis.

Vil du se nogle FoneBlog-albums eller selv oprette et, så gå ind på TryFoneBlog. Der er en hel del norske albums, da NewBay bl.a. arbejder sammen med Telenor.

Mobloggens historiefortælling

Kan man fortælle historier, når man er tvunget ind i en stram form med korte sekvenser ordnet efter publiceringstidspunkt med de nyeste indlæg først? Og kan man tale om historiefortælling, når brugeren selv kan bestemme læserækkefølgen?

Der er ingen tvivl om, at man om muligt bør vælge et andet medie end mobloggen hvis man vil fortælle historier, men til gengæld betyder mobloggens simple og direkte vej til publicering, at det bør udforskes, hvordan man kan tilpasse sin fortælleform til mediet.

Lad os derfor starte med at se på de rammer og regler, vi skal kunne bevæge os indenfor. Jeg vil i det nedenstående tage udgangspunkt i de rammer, som moblogtjenesten Albinogorilla sætter:

• Det enkelte sekvenser kan indeholde billede og lyd eller video samt tekst.
• Sekvenserne præsenteres i kronologisk rækkefølge efter publiceringstidspunktet med de seneste sekvenser først. Den enkelte sekvens "stemples" med dato og tidspunkt.
• På startsiden præsenteres enten en billedoversigt med de 12 seneste billeder, hvor man ved mouseover kan se tekst og ved klik kan høre lyd og se billede i større format. Alternativt kan man vælge oversigt over de 5 seneste indlæg, hvor man umiddelbart kan se teksten.
• Som bruger kan man udvælge et vilkårligt indlæg i oversigten og man kan gå tilbage til ældre indlæg.

Og så lige nogle tekniske begrænsninger:

• Publicering kan ske med mobiltelefon via MMS eller med PC med internetadgang (e-mail eller direkte redigering via browser).
• Det enkelte indlæg kan hos Albinogorilla max. være på 500 kb, men MMS-formatet lægger en begrænsning på 100 kb pr. MMS ifølge Albinogorilla.
• Videoklip kan på min Siemens S65 højst være på 30 sekunder, men vil da overskride MMS-formatets begrænsninger. Det samme gør fotos i den bedste kvalitet.

Formatets muligheder og begræsninger for historiefortælling

Mobloggens - og for den sags skyld webloggens - format stiller dermed nogle krav til historiefortælleren, som er vidt forskellige fra tv-reporteren eller artikelskribenten. Ser vi bort fra det fortælletekniske i fotografiet og videoklippet, er de vigtiste udfordringer:

• At materialet præsenteres i omvendt kronologisk rækkefølge - "en bagudskridende fortælling".
• At brugeren kan læse, se og høre sekvenserne i vilkårlig rækkefølge og ikke nødvendigvis tage hele historien.

Disse udfordringer må tænkes ind i reportagen og fortælleformen. Nogle fortælleformer synes umiddelbart oplagte til mobloggen, mens andre synes nærmest umulige. Lad os se på nogle muligheder.

Berettermodellen

Den største udfordring vil være at lave en historie efter berettermodellen, hvor man fortæller en egentlig sammenhængende historie i små sekvenser, og bygger forløbet op i følgende faser:

1. Anslag
2. Præsentation
3. Uddybning
4. Point of no return
5. Konfliktoptrapning
6. Klimaks
7. Udtoning

Umiddelbart indeholdt min egen reportage fra Tour de Normandie denne mulighed. Et etapeløb er en klassisk historie, som kan fortælles som enhver anden god historie med handlingsforløb, konflikter, skurke og helte og klimaks. Det er mest et spørgsmål om at vælge sin historie i handlingsforløbet.

Valget af berettermodellen indeholder dog flere konflikter. Jeg vil her tage udgangspunkt i mine erfaringer fra dækningen af Tour de Normandie:

Drømmen ville være at have planlagt en historie på forhånd - evt. med flere mulige udviklingsretninger - som man så løbende kunne fortælle dag for dag. Gennem billeder, lyd, video og tekst blev dagens kapitel fortalt til brugerne. Denne form forudsætter, at brugerne kender anslaget og løbende følger med i kronologisk rækkefølge.

Denne form vil dog kræve en betydelig planlægning og opdragelse af brugerne.

Man kunne også vælge at producere alt indholdet før publicering og så skære historien til efter de faktiske forløb og de eksisterende materiale. Det fritager dog ikke for en betydelige forberedelse, da man skal være sikker på, hvilket indhold man får brug for, selvom man naturligvis kan improvisere i et vist omfang.

Her bliver udfordringen at opdrage brugeren til at starte med anslaget, som på brugerfladen er længst væk fra brugeren.

Jeg har tænkt tanken om at udvikle en berettermodel, som gjorde det naturligt at læse det sidste først og så gå baglæns i beretningen. Men den lader jeg lige ligge i første omgang.

Bølgemodellen

En noget mere håndterbar model er bølgemodellen. Her starter man med anslag og præsentation, hvorefter man gentager et rytmisk forløb med reportage og uddybning, hvorefter man slutter med klimaks og udtoning.

Denne model synes velegnet i forbindelse med mit eksperiment fra etapeløbet Tour de Normandie. Efter et oplæg til løbet og præsentation af rytterne, kunne man dag for dag lave sin delvist afrundede historie om den enkelte etape, for den sidste dag at afslutte med klimaks og udtoning.

Dette ville også passe fint med produktions- og læserytmen, og det er også typisk denne model, der anvendes i forbindelse med dækningen af f.eks. Tour de France.

Må jeg ikke være fri for modeller...

De to ovennævnte udfordringer gør det naturligvis fristende at producere og publicere løsrevet fra tid og handlingsforløb. Enten ved at vær først med det sidste og hele tiden sørge for opdatering med tekst, billed og lyd m.v.

Ønsker man at være først med det sidste, bør man dog på forhånd være bevidst om, hvad der er nyheder og hvordan de kan understøttes af billeder og lyd. I virkeligheden bør man tænke i en bølgemodel, hvis det er dækning af et etapeløb, men man er lidt mere frit stillet i forhold til de konkrete indholdselementer. De skal bare have karakter af at være nyheder og give brugeren en fornemmelse af at være en af de første der ved det. Det stiller dog store krav til frihed til at publicere løbende undervejs.

Et mere tilbagelænet valg er den rene fotoreportage, hvor det primært handler om at fotælle historien via billeder. Igen er det væsentligt at have tænkt på sin historie først, da det er den, der skal afgøre valget af billeder.


Så det er altså ikke så nemt at slippe for at overveje en model for sin historie inden man tager hjemmefra. Man kan naturligvis bare som jeg producere nyheder og/eller fotoreportager uden at tænke det ind i en helhed, men resultatet bliver reportager, som ingen retning har og hvor man ikke har en klar forventning om, hvad man kan vente sig af de næste indlæg - eller de forrige for den sag skyld.

Er historien af en karakter, så den kan fortælles på én gang når hele indholdet er produceret, er der basis for at tænke i en - evt. omvendt - berettermodel. Skal historien derimod fortælles løbende over flere dage, kræver brug af berettermodellen en vis disciplinering af brugerne og betydelig forberedelse af historien på forhånd.

Ved løbende fortæller over flere dage vil det dog være lettere at håndtere bølgemodellen. Især hvis fortællingen har en naturlig kronologisk rytme.

Dilemmaer når reporteren er aktør

Hvor er sportsfolk dog blevet kedelige og skolede at høre på! Ligesom politikere er erhvervsfolk er de sportsfolk, som massemedierne beskæftiger sig med, blevet stereotype båndsløjfer med indstuderet klichesprog, hvor det synes umuligt for journalisten at trænge ind bag den professionelle facade og få svar lige fra hjertet i almindeligt samtalesprog. Der er for meget på spil. Personligheder som fodboldspilleren Thomas Graversen, håndboldspilleren Joakim Boldsen og cykelrytteren Frank Høj taler stadig lige ud af posen, når de får en mikrofon stukket i ansigtet, men de hører til undtagelserne, som derfor også med tiden selv bliver klicheer.

Kristian Frederiksen er selv inde på det i sin bog Alene med et kamera, at setup'et omkring en tv-optagelse ofte skaber en kunstig situation, hvor interviewpersonen bringes ud af sin egen virkelighed og ind i en mere usikker verden, der hedder tv-optagelse. Den distance mener Kristian Frederiksen selv at have reduceret med brugen af DV-kamera og ved at optage og interviewe, mens personerne handler i deres egen virkelighed.

Men hvad nu hvis vi tager skridtet videre og gør journalisten til aktør - eller aktøren til journalist. Hvad nu hvis reporteren er en del af det der sker og selv deltager? Man bevæger sig jo et stykke i den retning, når man bruger Rolf Sørensen til at interviewe cykelryttere, som er gamle kolleger, eller når man sætter Lotte Kjærskov til at vise kameramanden rundt på håndboldlandsholdets hotel under en slutrunde. Man bruger personer, som har en tillid i det miljø, de skal færdes i.

En hær af infiltrerede journalister

Når det drejer sig om at fortælle historier og komme tæt på personer, kan det være en styrke at bruge personer, som hovedpersonerne har tillid til, og hvor de ikke ryger i tv-tilstand og opfatter en mikrofon som et potentielt mordvåben. Med produktions- og publiceringsteknologiens tilgængelighed findes der et hav af potentielle reportere, som uden den store investering eller træning kan producere både tekst, billeder, lyd og video, og vil de publicere det, er der masser af gratis eller billige tjenester på internettet, som gør det muligt at publicere eget materiale.

Lad os tage en diskussion om teknisk og journalistisk kvalitet ved en anden lejlighed, for disse personer har adgang til at producere materiale, som en journalist kun kan drømme om at komme i nærheden af. De færdes dybt inde i historien og de har hovedpersonernes tillid, og kan de få omgivelsernes accept, kan de producere materiale og historier, som det kun vanskeligt ville være muligt for journalister at få adgang til.

Jeg vil brug mig selv som eksempel. I marts 2005 var jeg med cykelholdet Team Glud & Marstrand Horsens i Normandiet til etapeløbet Tour de Normandie. Min rolle på holdet var chauffør og massør, og mine opgaver lå således i alt det, der ligger før og efter selve løbet og idet hele taget de opgaver, der ikke har så meget med løbet at gøre. Både før og efter løbet færdes jeg blandt rytterne og har selvfølgelig også mulighed for at tale med dem enkeltvis under massagen.

Det giver mig mulighed for at lave reportager, som ingen anden journalist har adgang til. Dels fordi journalister ikke færdes lige så frit blandt rytterne og dels fordi ingen danske journalister tager til Normandiet for at dække løbet. Det klares via telefonopkald og ved at checke resultatlister på nettet.

Derfor bevæbnede jeg mig med en kamera- og video-mobiltelefon og oprettede en moblog, hvor jeg direkte kunne uploade tekst, fotos, lyd og video via MMS. Af hensyn til kvaliteten - og p.g.a. tekniske problemer - undlod jeg at bruge video, da denne endnu er af meget ringe kvalitet.

Den begrænsede tekniske udrustning og min manglende journalistiske erfaring lagde naturligvis sine begrænsninger på resultatet, men disse begræsninger skal den tekniske udvikling og lidt træning nok gøre noget ved. Til gengæld står man som både aktør og journalist overfor en række dilemmaer, som alle har konsekvenser for historien. Nogle af disse dilemmaer er grundvilkår, mens andre i nogen grad kan løses ved godt forarbejde.

Aktørens dilemmaer som reporter

Som både massør og moblog-reporter oplevede jeg en lang række dilemmaer og spørgsmål i forbindelse med min reportage fra Tour de Normandie. Nogle af de mest fremtrædende var:

• Hvor meget kan jeg holde fast i min reporteropgave, hvis der er andre opgaver at løse?
• Hvornår går grænsen for, hvad man som massør kan fotografere, skrive og optage?
• Kan jeg planlægge en historie med faste produktionskrav eller skal jeg være glad for det jeg får?

Reportagen var en evig vaklen mellem disse dilemmaer og spørgsmål, og der er derfor en del dilemmaer, som jeg mener, at man bør få styr på før man drager ud for at lave moblog-reportage eller for den sag skyld andre reportager fra f.eks. etapeløb.

Dilemma 1: Reporter eller massør

Som massør har man opgaver både før, under og efter løbet, og man kan kun i kort stunder læne sig tilbag - eller i min situation begynde at rapportere. Jeg gik konstant med mobiltelefonen i bukselommen, så jeg var klar til at skyde, når jeg så et motiv. Undertiden var der få minutter til at gå rundt og lede efter motiver, men som hovedregel drejede det sig om at producere, når motivet og muligheden var der.

Det betød imidlertid også, at jeg ofte undlod at producere på visse tidspunkter. Især mangler jeg materiale fra sekunderne og minutterne umiddelbart efter løbet. På dette tidspunkt er stemningen hektisk og rytterne trætte og irritable, og jeg havde en forestilling om, at man forventede, at jeg koncentrerede mig om 100 pct. om massørrollen. Derfor undlod jeg også at lave interviews umiddelbart efter løbet.

Generelt fokuserede jeg meget på at publicere hurtigst muligt, men ofte betød tidspresset, at jeg måtte vente med at færdiggøre til publicering senere. Undertiden kunne der gå flere timer inden jeg fik tid til at publicere et indslag. Det stod i kontrast til nærmest liveprægede indlæg, i af typen "i dette øjeblik er feltet kørt ud på sidste omgang med 4 ryttere i front". Derefter kunne der gå 5 timer inden man fik dagens resultat.

I princippet kunne jeg sagten rapportere straks, da de fleste indlæg kan færdiggøres på under 5 minutter, men især den hektiske stemning efter løbene betyder, at man fokuserer på pligterne. Derfor vil jeg anbefale, at man enten på forhånd har en aftale med rytterne og holdledelsen om at prioritere reportagen eller at man vælger at lave produktionen samlet på et tidspunkt, hvor man er sikker på at have tid. F.eks. efter aftensmaden og den sidste massage eller om morgenen før afgang. Hvilken løsning man vælger afhænger naturligvis af den reportage man vil lave - eller også må man vælge reportageform efter mulighederne.

Dilemma 2: Hvor går grænserne for indholdet?

Som en del af holdet er det indlysende, at man i sin reportage skal være loyal overfor den enkelte rytter og holdet som helhed, men der er selvfølgelig en vej mellem den konfliktsøgende journalistik og den kedsommelige promotion-journalistik. Der er masser af nærværende historier at fortælle om livet i lejren uden at det behøver at kompromittere nogen.

Personligt oplevede jeg mest dilemmaet i kraft af, at jeg gerne ville fortælle en positiv historie, men at resultaterne udeblev. Derfor vil jeg nok en anden gang vælge at se bort fra de sportslige resultater som centralt element i reportagen. Det er alt for uforudsigeligt, og man risikerer at gå død i reportagen, når rytterne for det meste kører ret uinteressante resultater ind. Historien døde faktisk her. Til gengæld er almindelig resultat- og nyhedsformidling ret ufarligt.

Jeg havde ikke på forhånd lagt mig fast på, hvilken historie jeg ville fortælle, og derfor valgte jeg nok generelt det ret ufarlige: Den almindelige sportsreportage. For at kunne trænge ind i de dybere historier vil jeg nok i stedet anbefale at have planlagt en eller flere mulige historier på forhånd og så orientere rytterne om, hvad det er for en historie man vil fortælle, og hvad man har brug for i den forbindelse. Det vil formentlig også løse nogle af problemerne i dilemma 1, hvis rytterne og holdledelsen i øvrigt bakker op om historien.

Dilemma 3: Planlagt eller spontan produktion

Ikke overraskende kan jeg konstatere, at spontant produktion bliver for tilfældig. Jeg tog glad til Normandiet og fyrede så løs, når jeg synes at der var noget. Det gav en moblog som så mange andre med et hav at tilsyneladende usammenhængende indfald. Derfor kan jeg kun anbefale en væsentlig bedre planlægning end jeg havde ved dette eksperiment. Planlægningen må dog afhænge af den valgte fortælling.

Vil man fortælle en sammenhængende historie, er det naturligvis væsentligt, at man har gjort sig overvejelser om fortællingens forløb, og dermed hvilke billeder, lydklip og videoer man skal have i kassen. Man bør have et klart billede af historiens forløb, så man helt klart kender sit behov for materiale. Denne historie kan muligvis fortælles løbende, men vil måske også kræve efterbearbejdning inden den publiceres. I alt fald er man på den, hvis man er begyndt på en bestemt historie, som omstædigheder og begivenheder senere umuliggør. Havde jeg f.eks. valgt at følge en bestemt rytter under hele løbet, ville det være surt, hvis det var ham der udgik og rejste hjem efter 3. etape.

Den sportslige nyhedsreportage kan man bedre tage fra dag til dag, da det i princippet består af en række ensartede reportager. Her bør man i stedet planlægge en række faste elementer i den daglige reportage. Her er det primært gentagelsen suppleret med særlige indslag fra den enkelt dag. Her er det væsentligt, at materialet kan publiceres samme dag.

Den fortælling, der kræver mindst planlægning, er her-og-nu reportagen, hvor man sender små aktuelle indslag løbende hen over dagen. Her er værdien, at man kan følge med næsten live, og så er indholdet og den sammenhængende historie måske mindre vigtig. Det skal blot være indslag, som har karakter af at noget sker netop nu eller lige er sket. Denne fortælling kræver til gengæld en meget stor frihed til at producere og publicere, når der sker noget. Planlægningen handler primært om at fokusere på, hvad det er for her-og-nu situationer, der kan opstå og som bør indfanges. Herefter drejer det sig bar om at have øjne og ører åbne og så være hurtig på tasterne.

Genrevalg må forholde sig til mobloggens styrker

Kort sagt handler valget af planlagt eller spontan produktion om den fortælling man vil lave og om de praktiske rammer man er underlagt. Dermed er vi ovre i overvejelser om genre. Producerer man til moblog er valget derfor også hvilke styrker ved mobloggen man vil udnytte:

1. Vil man udnytte, at man med en moblog kan publicere seneste nyt lynhurtigt ved hjælp af en mobiltelefon.
2. Vil man udnytte, at man kan lave multimediale sportsnyheder og -reportager fra steder, hvor ingen vil betale journalister for at tage hen.
3. Vil man udnytte, at man ved hjælp af diskret og handy teknologi kan lave meget nærværende og autentiske reportager fra en virkelighed, som kun få kender og har adgang til.

Skal vi væk fra de stereotype sportsfolk, som præger medierne i dag, er det fristende at kaste sig over mulighed 3, men det er som nævnt også den, der stiller størst krav til journalistisk planlægning. I sit setup er mobloggen måske mest egnet til mulighed 1 og i den øvrige mediedækning er det primært mulighed 2, der anvendes og læses.

Under alle omstændigheder er der muligheder nok for alle de potentielle mobloggere, som har fået en mobiltelefon med MMS, men ikke aner, hvad den skal bruges til!

Inspration til moblog-journalistik fra fætter VJ

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde læst Kristian Frederiksens bog "Alene med et kamera" inden jeg tog til Normandiet i påskeugen og lavede moblog om Tour de Normandie! Jeg er netop gået i gang med den, men efter 50 siders læsning står det klart, at her er en storebror til mobloggeren, der kan inspirere til at udvikle moblog-formen journalistisk.

Kristian Frederiksen var kørt sur i sit TV-job hos TV2, og han trængte til at prøve noget nyt. Han kastede sig derfor ud i eksperimenter med et digitalt videokamera, hvor han alene ud med kameraet og lavede historien uden kameramanden som mellemled. Det har tydeligvis været både en befrielse og erkendelserejse for ham, og han mere end antyder, at han har vristet TV-journalistikken ud af den klemme mellem film og avisjournalistik, som han mener den har befundet sig i.

På side 19 indfanger han den centrale betydning af at være alene på opgaven:

"Når man er alene, kan man i alle momenter og alle facetter af historien kombinere den journalistiske og den fotografiske tankegang i samme øjeblik. Når idé, handling, udførelse og redaktionelt ansvar er samlet i én og samme person giver det tilrettelæggeren et åbenlyst forspring i forhold til den traditionelle tv-optagelse, hvor der er mindst to til stede bag kameraet.

Under en traditionel tv-produktion vil der altid være et filter mellem den, der skaber historien og det, der sker eller den der taler. Et filter mellem tilretttelæggeren og handlingen eller kilden. Dette filter er personificeret i fotografen."

Han mener, at reportagen på den måde får en langt større ægthed, fordi tv-fotografer i kraft af deres fag er mere optaget af billedet end historien. Derfor bliver fortællingen ofte arrangeret under optagelserne, og det går ud over autenciteten. Ægtheden handler altså ikke om det håndholdte kamera og den rå stil. Det understregede filminstruktøren Susanne Bier i en anden sammenhæng, da hun blev spurgt om årsagen til dogmefilmenes succes:

"Ægtheden skyldes overhovedet ikke det håndholdte kamera. Slet ikke. Det håndholdte kamera har vi set i masser af film. Ægtheden skyldes, at man ikke ændrer location, og at man er virkelige steder og ikke ifører sig kostumer. At man ikke får hele filmholdet til at ændre på virkeligheden. Det er derfor at dogmefilm bliver så ægte." (Citat fra Alene med et kamera, s. 25).

Småt giver frihed til at bryde traditioner

En af Kristian Frederiksens centrale erkendelser er, at det lille kamera fritager videojournalisten (VJ'en) fra en lang række begrænsninger, som tidligere har sat mange normer for tv-journalistik. For det første er man mindre synlig, hvilket betyder at man lettere kan glide ind i handlingen, så aktørerne ikke på samme måde påvirkes af at der er tv på. Og man behøver heller ikke på samme måde at lave produktionsplanlægning af de enkelte billedsekvenser.

I stedet for den meget styrede og planlagte produktion, kan VJ'en overlade langt mere til improvisationen. Kristian Frederiksen arbejder efter metoden sync'n move, som bygger på samme principper som shoot'n move. I shoot'n move er princippet at du skyder et billede, flytter dig, skyder og flytter dig. I sync'n move er kernen i stedet det journalistiske interview, og her drejer det sig om at interviewe og flytte dig, interviewe og flytte dig.

Nøglen i sync'n move er at finde hovedpersoner, lægge en slagplan, tænke i sekvenser og lade virkeligheden tage magten.

Se videoeksempler fra Alene med et kamera

Moblog'n move

Nu er det, at jeg gerne ville vise et familiefoto med Susanne Bier ved siden af et filmkamera, Kristian Frederiksen med sit digitale videokamera og mig med min Siemens S65 mobiltelefon, så jeg kunne påstå et slægtskab. I så fald skulle jeg fremstå som familiens noget tilbagestående efternøler.

Men det skal ikke hindre mig i at suge inspirationens nektar fra mine højere udviklede slægtninge. Vilkårene for mobloggeren er jo netop VJ'en vilkår i anden potens. Hvis VJ'en kan operere relativt ubemærket, er mobloggeren næsten usynlig, og hvis VJ'en kan optage og interviewe mens handlingen foregår, så kan mobloggeren både producere og publicere, mens handlingen foregår.

Derfor finder jeg Kristian Fredriksens overvejelser om journalistisk planlægning og improviserende produktion mens tingene sker meget inspirerende, idet hans principper tager udgangspunkt i den enlige og meget fleksible reporter fremfor det store journalistiske setup.

Min egen reportage fra Tour de Normandie er uden video, men består jo principielt også af en række scener, som dog i høj grad mangler indre sammenhæng. Det er i jagten på en måde at skabe sammenhæng, at jeg i første omgang finder inspiration i Kristian Frederiksen. Han producerer også kronologisk ligesom mobloggen, men har naturligvis i højere grad planlagt sin historie.

Til gengæld kan jeg se, at jeg måske i unødvendig høj grad har brug det arrangerede. En del rytterfotos er opstillede og de enkelte interviews blev gennemført ved at trække ryttere til side og en smule ud af den aktuelle virkelighed. Med mobiltelefonen som værktøj ville det praktisk set være ganske uproblematisk at gå omkring og stikke mikrofonen hen til dem en gang imellem og stille dem spørgsmål. Det ville dog kræve mere klare aftaler med rytterne, end jeg havde i den givne situation.

Jeg gælder mig til at læse videre i "Alene med et kamera", for med den inspiration i relation til at arbejde med moblogs, som jeg allerede har fået, kan de resterende 250 sider jo blive en ren eksplosion.

Mobloggens journalistiske styrker og svagheder

Det lyder som en drøm for back-pack journalisten, at han fremover blot kan stikke sin mobiltelefon i jakkelommen og så gå ud og producere tekst, billeder, lyd og video og i øvrigt publicere det selv straks efter at det er i kassen.

Så enkelt er det naturligvis ikke. Billed- og lydkvalitet er af brugbar, men bestemt ikke professionel kvalitet, og videoklip er endnu af ret dårlig kvalitet og endvidere meget begrænset i omfang. Endvidere er mulighederne for efterredigering naturligvis begrænsede på stedet.

Men teknologien bevæger sig, og med de nye megapixel-kameraer i mobilen, begynder vi at nærme os noget acceptabelt - når lysforholdene ellers tillader det. Og generelt viser erfaringen - og Moores lov - jo, at computerkraften i mobiltelefonerne støt forøges, hvorved medieproduktionerne i et vist omfang også kan forbedres.

Jeg vil her se nærmere på, hvad mobloggen reelt har at tilbyde rent journalistisk i dækningen af journalistiske historier og begivenheder. Mit udgangspunkt vil være mine egne erfaringer med dækning af cykelløbet Tour de Normandie 2005.

Mobloggens styrker i mediedækningen

Mobloggens styrke ligger i høj grad i

• en allestedsnærværende mulighed for flermediel produktion
• produktion og publicering i løbet af få minutter
  
• en let adgang til at bruge public journalism med veludrustede reportere

Den allestedsnærværende mulighed for flermediel produktion skal forstås således, at enhver journalist har mulighed for til enhver tid spontant at lave tekst, billeder, lyd og video og straks offentliggøre det - eller sende det til redaktionen.


Det vil sige, at man kan fange begivenheden når den er der, producere spontant og publicere straks. I en planlagt reportage har man naturligvis det nødvendige professionelle udstyr med i tasken, men i spontant opståede situationer vil man for det første ikke nødvendigvis have det nødvendige udstyr med, og for det andet kan nogle billeder ikke altid vente på, at man får fundet kameraet - her er mobiltelefonen formentlig altid ved hånden. Og skal billeder m.m. offentliggøres hurtigt, kan det sendes straks som MMS og være frit tilgængeligt på nettet få sekunder senere.

Den tredje styrke er nok i virkeligheden den mest betydningsfulde. Moblogs eller i det hele tage mobil produktion og publicering via mobiltelefoner åbner nye perspektiver for brugerinddragelsen i netmedierne. Hvor brugerinddragelsen på netmedier hidtil typisk har forudsat adgangen til en PC - medmindre det kunne klares via SMS - åbner MMS-telefoner og moblogs nu muligheden for at man reelt har fuldt udstyrede folk i marken, som kan producere til alle medier. Selvom kvaliteten stadig lader en del tilbage at ønske, så er den teknologiske barriere nu revolutionerende lav - både i pris, vægt og betjening.

Som medie kan man nu have et øje på hver finger og et i nakken - og måske endda uden selv at have foretaget de store investeringer. Hvis man forstår at inddrage brugerne som reportere, vil man kunne være allestedsnærværende og få vinkler på historier, som man ikke selv kunne have drømt om.


Det teknologiske kompromis

Inden jeg svømmer alt for langt ind i det visionære, vil jeg godt igen blive lidt konkret. Hvorfor ultrakorte tekster, dårlige billeder, uklar lyd og grovkornet video, når masser af mennesker i dag har digtiale kameraer og videokameraer, som kan producere i langt bedre kvalitet, og når de fleste har computer med internetadgang - måske endda mobil adgang.

Begrundelsen er vægt og rumfang. Som public journalist er man ofte en del af det, man rapporterer om, og det vil ikke altid være praktisk muligt at slæbe rundt på hele gearet. Jeg tænker selv på mit eget eksperiment med Tour de Normandie. Her var jeg konstant i en dobbeltrolle, hvor jeg det ene øjeblik smurte rytternes ben ind i varmende olie før løbet og i det næste øjeblik interviewede en rytter om forventninger til dagens etape. Senere på dagen tog jeg måske et billede af dagens vinder, spurtede hen til bussen for at sætte cyklerne ind, løb op til podiet for at fotografere én af vore ryttere, der havde vundet en indlagt konkurrence, for derefter at ledsage ham tilbage til bussen og køre hjem. Det siger sig selv, at det ville være noget mere uhandy at skulle arbejde med almindeligt kamera eller video. Mobilen lå hele tiden i lommen og kunne gøres klar til produktion på sekunder. Det kan virke som småting, men i den ekstremt pressede produktinsproces var det afgørende.

Dertil kommer selve publiceringen. Det ville naturligvis være muligt at have den bærbare med og så publicere via mobil opkobling. Men igen gør mobilen det ekstremt enkelt. Hele produktionen ligger på én enhed, og den er hele tiden tændt. Skulle jeg i den konkrete situation have publiceret via bærbar computer, ville det være foregået på hotellet om aftenen. At åbne den bærbare i bussen og publicere løbende i løbet af dagen, ville være for krævende til at jeg kunne gøre det konsekvent. Publicering en gang om dagen fra hotellet med kvalitetsmateriale ville have givet en flottere reportage, men mange billeder ville være valgt fra, og fornemmelsen af næste direkte reportage ville forsvinde.

Har man som public journalist roen og tiden til at fokusere på sin reportage, kan jeg da kun opfordre til at tænke i kvalitet - herunder den efterredigering, som ikke var praktisk mulig for mig. Og kan man vente med reportagen til man kommer hjem til PC'en er der da ingen grund til at slæbe for meget med sig rundt.

Personligt savnede jeg primært den bærbare PC til at skrive nogle længere tekster, da MMS ikke ligefrem opfordrer til lange udredninger. Og så ville jeg også gerne have kunnet se indholdet løbende. Dels for at konstatere, om det rent teknisk virkede, men også for at kunne vurdere billederne bedre end man kan på skærmen fra en mobiltelefon.

Mobloggens begrænsninger

At man ikke kan se sine billeder ordentligt før publicering er naturligvis et problem, hvis man er alene om produktionen, men det er selvfølgelig ikke det eneste problem.

Mobloggen er en kronologisk fremstilling af indlæg alt efter hvornår de er publiceret. Nu er det jo ikke altid publiceringstidspunktet der er interessant, men snarere tidspunket for billedet og begivenheden. Endvidere betyder den automatiske datostempling, at man ikke kan flytte rundt på indlæg i sin moblog. Rækkefølgen er som den er. Det stiller naturligvis nogle krav til planlægningen. Ønsker man en sammenhængende fortælling, som måske endda udvikler sig, eller er man tilfreds med en fragmentarisk fortælling uden indre sammehæng udover kronologi? Man er også i praksis nødt til at tage højde for, at brugeren starter bagfra i fortællingen! Det betyder, at en kronologisk liste over "seneste nyt" i umiddelbart er den mest naturlige fortælleform, og at mobloggens dermed hurtigt forældes, hvis ikke den løbende fornys.

Denne struktur i mobloggen begrænser også brugerens mulighed for navigation. Som sagt vil man formentlig spontant starte bagfra i fortællingen med det seneste indlæg. Vil man som moblogger i stedet fortælle en historie med en anden - eller flere andre - strukturer, er man henvist til en selvstændig webproduktion. Der ligger altså væsentlige begrænsninger for fortælleformen, men det er naturligvis muligt at bruge det producerede indhold fra mobiltelefonen til at lave en anden fortælling, hvor man f.eks. strukturerer indholdet og linker på kryds og tværs.

Jeg har allerede være inde på de begrænsninger, som teknologien trods alt stadig sætter, når det drejer sig om kvalitet, men der ligger også begrænsninger på de enkelte indlægs omfang. De enkelte moblogtjenester kan have en begrænsning på indlæggenes størrelse, og dertil kommer at en MMS højst kan være på 100 kb. Det betyder, at man ikke kan bruge Premium-billekvaliteten på et 1,3 megapixel-kamera, ligesom kombinationen af billede og lyd også let kan sprænge grænserne - for slet ikke at tale om video, som skal være kort og af elendig kvalitet for at kunne sendes som MMS.

Dertil kommer, at det tekstmæssige indhold i sagens natur begrænses af, at det skal indtastes på et telefontastatur.

Endelig vil jeg fremhæve, at man ikke på stedet har mulighed for at efterredigere. Der er ganske vist mulighed for en vis billedredigering inden afsendelse og publicering, men det er naturligvis ikke det samme som at sidde med Photoshop eller Fireworks eller lyd- og videoredigering på PC'en. Og når indholdet er sendt, er det sendt. Skal man publicere løbende uden at have adgang til PC, bør man derfor alliere sig med en redaktør og gatekeeper, der kan redigere og forbedre indlæg, slette det ubrugelige og i det hele tage være i kontakt - via mobilen forstås!

Professionalisering er opnåelig

Med de beskrevne muligheder og begrænsninger tør jeg godt vove den konklusion, at vi kommer til at se meget mere til moblogs - også i den etablerede mediedækning - men vi kommer til at se endnu mere til rodet produktion af dårlig kvalitet, som ingen i længden gider kigge på.

Erfaringen har dog vist, at man i et vist omfang kan leve med at se på dårlig kvalitet i et vist omfang, hvis inholdet er interessant nok, og med tiden må kvaliteten forventes at blive bedre.

Der hvor udfordringen ligger er i høj grad på journalistikken. Mobloggens fortælleform er endnu kun rudimentært udviklet, og der er behov for nogle eksempler på, at man har brugt moblogs til professionelle og vedkommende fortællinger.

Endvidere vil der i mange tilfælde være brug for en redaktør, som kan holde et øje med indholdet under produktionen. Det er naturligvis ikke holdbart, at man som jeg tager afsted i 9 dage og producerer på livet løs i håb om at det ser godt ud og fungerer!

Men indtil da er det bare at klø på med nye projekter, som kan udvikle fortælleformen. Og så er de da en trøst, at det er skideskægt at begå fejlene mens ingen endnu forventer andet af moblogs!

Moblogs - fra legetøj til journalistisk eksperiment

Så er jeg back in business igen. De seneste måneder har været fyldt med inspiration, men måske i en sådan grad, at det var vanskeligt at sortere og vælge emner ud. Men dårlige undskyldninger får man hurtigt nok af, så lad os komme til sagen.

Den seneste tid har jeg bl.a. brugt til at eksperimentere med én af de nye og frit tilgængelige medier, nemlig moblogs. Begrebet moblog er en sammentrækning af ordene mobil og weblog (blog) og betegnelsen skal fortælle, at mobloggen er en blog, som kan opdateres ved hjælp af en mobiltelefon med MMS.

Produktion af indhold sker altså via mobiltelefonen, hvor man tager billeder, optager lyd og video og skriver tekst. Disse elementer komponeres så til en multimediebesked, som sendes til en e-mail-adresse, hvorefter en server sørger for at placere indholdet på en hjemmeside.

For at anskueliggøre resultatet kan du checke et par danske moblog-tjenester hos Albinogorilla eller TV2 Mobil. Her kan du selv oprette en moblog, som du så kan begynde at sende til.


Fra leg til journalistisk reportage

Som du måske har bemærket, hvis du har checket nogle af de ovenstående, er moblogs i høj grad personlige reportager, som ikke nødvendigvis giver så megen mening for andre end afsenderen og de nærmeste bekendte. Et udpræget mikromedie uden den store almene appel, omend TV2 har gjort det muligt at sortere i de oprettede moblogs ved at søge efter f.eks. alder, område, køn og interesse. Det gør det muligt at søge efter de moblogs, som man forventer vil være interessante.

Første gang jeg stiftede bekendskab med mobloggen var på kurset Fra publikum til medspillere på Center for Journalistik og Efteruddannelse. Peter Østergaard Sørensen fra DR præsenterede den mobile pendant til en weblog, men måtte konstatere, at kun et fåtal af kursusterne rent faktisk havde mulighed for at sende til moboggen, da de færreste havde MMS-telefoner. Min umiddelbare reaktion var nok, at "det var da en meget skæg ting", men umiddelbart havde jeg svært ved lige konkret at gennemskue potentialet.

Da jeg så igen blev præsenteret for mobloggen på kurset Journalistik til flere medier, var timingen bedre. Jeg skulle i påskeugen 2005 med cykelholdet Team Glud & Marstrand Horsens til etapeløbet Tour de Normandie. Her skulle jeg være massør for holdet. Pludselig dæmrede det for mig, at massøren har en unik journalistisk mulighed, idet han er helt tæt på rytterne og har adgang til og kontakt med rytterne på tidspunkter, hvor ingen andre journalister har adgang. I modsat retning trækker, at man naturligvis også har en lang række bundne opgaver, som kan lægge begrænsninger på den journalistiske dækning. Men alt i alt så jeg her muligheden for at afprøve mobloggens journalistiske muligheder.

De tekniske forberedelser

Beslutningen om at afprøve mobloggen som medie var ret spontan, og blev faktisk først truffet en uge før afrejsen. Jeg bestilte straks en Siemens S65 med 1.3 megapixel kamera og oprettede en moblog hos Albinogorilla.

Da jeg fik mobiltelefonen blev den straks testet. Jeg tog nogle billeder, optog lidt lyd og et par videoklip. Jeg sendte forskellige MMS-er med forskellige kombinationer af tekst, lyd, billeder og video. Tekst, billeder og lyd fungerede perfekt, men videoerne virkede ikke. Tiden var knap, så jeg droppede planerne om video.

Jeg oprettede så en særlig moblog, som alene skulle være helliget reportagen fra Tour de Normandie - se www.albinogorilla.dk/tdn2005/ - og så var jeg ellers klar til afgang.

Produktion med uvished om resultatet

Mine oplevelser under eksperimentet vil jeg vende tilbage til en anden gang, men her blog afrunde dette indlæg med at konkludere på resultatet. Det var et vilkår for mig, at jeg først havde mulighed for at se reportagen, da jeg kom hjem fra Normandiet. Og da konstaterede jeg, at en række MMS'er med lydklip ikke var kommet med. Endvidere var billeder i Premium-kvalitet heller ikke kommet med. Der var en begrænsning på MMS-størrelsen, som jeg ikke havde været opmærksom på. Derfor måtte jeg efter hjemkomsten lægge en række indlæg på mobloggen via PC'en.

Det kan derfor anbefales, at man allierer sig med en redaktør derhjemme, som kan holde øje med mobloggen, og ved at sende sit materiale som e-mail til den pågældenden, vil man efterfølgende kunne redde noget af indholdet af den vej.

Nu kan du jo selv bedømme resultatet - og lige være opmærksom på, at kronologien halter, da en del indlæg er lagt ind efter hjemkomsten. Men jeg er straks tilbage med journalistiske overvejelser om projektet.