tirsdag, januar 30, 2007

Metaforer skaber virkelighed

Er sproglige metaforer noget vi bruger til at beskrive virkeligheden mere levende og fantasifuldt, eller er de faktisk med til at skabe vores virkelighed?

Da jeg købte bogen "Hverdagens metaforer" havde jeg nok en forestilling om at skulle læse om sprogblomster og fantasifulde krummelurer på sproget...men det skulle jeg ikke. "Hverdagens metaforer" er nok noget af det mest sprognørdede jeg har læst, men nok også noget af det mest inspirerende - også langt ud over skrivekunsten.

Den har i alt fald plantet den tanke i hovedet på mig, at man bør vælge sine metaforer med omtanke, når man forsøger at kommunikere noget nyt.

Jeg er dybt involveret i projektet IDEA House, hvor vi har etableret såkaldte studentervækshuse for studerende med iværksætterdrømme. Her har vi brugt en kombineret flyver- og formel 1-metafor i den begrebsverden vi har bygget op omkring konceptet. Business Pilot, Idea Pilot, PitStops etc.

Fra starten var metaforen faktisk ret organiserende for konceptet og næsten alt var integreret i metaforen. Efterhånden som konceptet er blevet justeret undervejs, begynder metaforen at smuldre og kommunikationen og helhedsforståelsen bliver vanskeligere.

I bogen bruger man bl.a. diskussioner og kærlighed som eksempler. En diskussion kan være krig og det kan være et forsøg til at nå en fælles enighed. Men hele begrebsverdenen omkring den bygges op efter hvilken metafor man vælger. Tilsvarende kan kærlighed både være en rejse, galskab, et kunstværk baseret på samarbejde etc. Og igen vil den overordnede metafor påvirke det øvrige sprog - og dermed den opfattelse man har af begreberne.

Det er formentlig også fodboldkampens metafor for krig, der kan få sindene så meget i kog, ligesom sportens metafor for den ædle og ærlige kappestrid, der kan piske en stemning op mod dopingsyndere.


Men tilbage til min pointe - tror jeg nok - når man forsøger at opbygge f.eks. nye virksomhedskoncepter, er en stærk metafor et godt redskab til at strukturere sproget både internt og eksternt, og dermed give en intutitiv forståelse af konceptet.

Jeg har prøvet at lave udførlige konceptbeskrivelser, som snarere var manualer end metaforer. Og helt ærligt, de bliver hverken læst eller brugt. Til gengæld hænger de metaforiske elementer altid ved.

fredag, januar 26, 2007

Startvækst.dk - hvorfor?

Jeg elsker ordet "harcellere". Det giver billeder i mit hovede af sure gamle mænd, og en klar fornemmelse af, hvordan man selv harcellerer. Så lad mig harcellere:

Hvad har Erhvervs- og Byggestyrelsen gang i med deres iværksætterportal Startguiden...undskyld Startvækst.....?! Hvorfor fa'en skifter man domænenavn på et godt indarbejdet domæne som Startguiden.dk? Der er tilsyneladende ikke sket andet.

Fred være med, at man f.eks. skifter navn på et magasin for at signalere, at der er sket noget. Det skaber højst lidt forvirring, men man sender gud hjælpe mig mails ud, hvor man beder andre websites om at ændre de indgående links til Startguiden...undskyld Startvækst.

Startguiden....undskyld Startvækst...er formentlig det iværksættersite, der har flest indgående links. Husk lige at rette....

Men én ting er, at det er svært at gennemskue det geniale i et navneskift og de medfølgende praktiske besværligheder. Men hvad bilder man sig egentlig ind at tage et navn, der ligger så tæt på Start&Vækst i Århus, som har domænenavnet Startogvaekst.dk. Begge er ganske vist en del af den offentlige iværksætterservice, men Start&Vækst sælger faktisk også produkter på deres site, og har vel en interesse i maksimal trafik.

Fra at være et site med masser af information har Startguiden...undskyld Startvækst... desuden udviklet sig til i højere grad at være en linkportal. Det bliver tilsyneladende kun ringere...

....aaaahhhh! Det rensede.....