Günther Grass og Bjarne Riis i den moralske mediemølle

Kan et budskab være godt og rigtigt, hvis afsenderen ikke selv har efterlevet det. Tilsyneladende ikke. Günther Grass har afsløret af han har været i Waffen-SS i en kort periode, men har gennem mange år revset tyskerne for ikke at se fortiden i øjnene.

Bjarne Riis har i en noget anden kontekst forsøgt at profilere sig som frontløber for kampen mod doping i cykelsporten ved bl.a. at tilbyde dopingforskeren Rasmus Damsgaard ansættelse på Team CSC.

På grund af den kroniske mistanke om doping, der er skabt omkring Bjarne Riis med Olav Skaaning Andersen og Nielse Chr. Jungs TV-program fra vistnok 1999, ligger der også en latent mistanke om rent spin, når Riis toner frem med initiativer mod doping. Og citatet "Jeg er aldrig testet positiv" har fået citatstatus på linie med "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet".

Selvom spin-taktik er en rimelig mistanke, så synes det at være en indædt mangel på tilgivelse, der præger dagsordenen. Han har aldrig sagt "Jeg har aldrig været dopet" eller omvendt gået til bekendelse. Det gjorde han så i DR's Profilen onsdag. Sagde "Jeg har aldrig været dopet" altså.

Trængt op i en krog sagde han det sgu. Hvorfor? Kun det modsatte kan bevises. At han har været dopet. Det modsatte kan ikke bevises. Ikke længere i alt fald. Han kan altså ikke fjerne skyggen af mistanke ved at sige det.

Vi kan åbenbart ikke leve med tvivlen, men fik den altså ikke fjernet i denne omgang heller. Kun gennem angrende bekendelse kan Bjarne Riis slippe, og blive den angrende synder, der ny prøver at sone sin forbrydelse ved at kæmpe for en ren cykelsport.

Vi kan ikke håndtere en løgner, som kæmper for det modsatte af hvad han - tror vi - før stod for. Vi vil se ham krybe vil vi. Før kan vi ikke tilgive ham og igen tilbede ham.

Måske har tyskerne det på samme måde. Grass har revset dem, men nu vil vi fandme se ham selv angre. Så det gør ondt.

Man kan ikke skifte standpunkt uden at angre. Strategiske grunde er ikke nok. Vi vil se renhed og ægthed vil vi...

...eller vil vi? Nu er der i alt fald snart Vuelta a Espana...

Nye ord fra mesteren - Jakob Nielsen revisited

Så er jeg omsider kommet i gang med den nye bog om Web Usability fra Jacob Nielsen, der denne gang assisteres af Hoa Loranger.

Prioritizing Web Usability lægger i omslag og indhold op til at være en opdatering af klassikeren Designing Web Usability fra 2000, og jeg er lidt spændt på, om han er lige så puritansk som i den gamle udgave. Der er trods alt sket en del med båndbredder og skærmstørrelser etc.

I førsteudgaven var frames-baserede hjemmesider ét af hadeobjekterne, og skulle der stadig være ulyksalige hjemmesider med denne teknologi, får vi fra starten nogle flere håneargumenter overfor disse - selvom det ikke direkte er det der er ærindet.

Én af resultaterne af hr. Nielsens undersøgelser er nemlig, at vi ikke længere leder efter hjemmesider men efter svar. Det skal forstås sådan, at vi i stigende grad går direkte ind på søgemaskinerne, hvorfra vi så klikker direkte ind på dybe links hvor svaret på vores spørgsmål kan læses direkte.

Ofte vil vi altså slet ikke komme via forsiden.

Samtidig viser Jakob Nielsens undersøgelser, at vi i høj grad bruger navigation i selve teksten eller i forbindelse med den. Tekstinterne links og "se også"-links efter selve teksten har altså langt større effekt end navigationsmenuerne i toppen og margin.

Konklusionen er at man virkelig skal satse på at have nogle sider med højpotent indhold og så holde fast på brugerne ved at tilbyde dem relevante links i eller ved teksten.

Se også

Jacob Nielsens hjemmeside om usability (utroligt primitiv for en webguru)

Nielsen Norman Group (konsulentfirmaet, hvor han laver sine analyser og tjener sine penge)

Opera-elsker på en ny måde...

Det lyder måske mest som et selvmordsforsøg, men for ca. 20 år siden fik jeg min første opera-oplevelse, da jeg fik en billet til Wagners "Ragnarok". 4 timer, hvor man ikke forstår ret meget af hvad er sker, og hvor de heller ikke ligefrem frådser med ørehængere :-) Men jeg blev grebet af skidtet, og udviklede en nærmest kultisk passion for Wagner og almindelig dannet interesse for opera generelt.

Det er taget lidt af siden - men minderne har man da lov at ha' - og nu er det en helt anden slags opera, jeg er faldet for.

Med den seneste version af den norske Opera-browser er der lavet en masse ekstra spas med sjove ekstraprogrammer - Widgets - som man kan downloade og installere i Opera. Noget er vist mest for sjov, så som alskens ure, men der er også flere ganske praktiske ting.

Som webmaster har jeg tit brug for at vide hvor bredt et givet skærmområde er i pixel, så jeg har naturligvis downloadet en Screen Ruler, som efter angivelse af to punkter på skærmen måler højde og bredde i pixel. Sweeeeeet. En lille huskeliste befinder sig nu også i min opera, ligesom man kan åbne et fikst lille vindue, hvis man vil søge fotos i Flickr.com - og det vil man jo en gang imellem!

Har du talt med din browser for nylig?

Men det blev da rigtigt sjovt, da jeg var opmærksom på, at man kunne installere stemmestyring. Så nu sidder jeg med headsettet og siger "Opera New Page" og "Opera Speak" m.v. Og sandelig om ikke dyret taler til mig.

Der går nok lidt tid inden jeg kan alle kommandoerne - de skal i øvrigt gives på engelsk - og den er heller ikke lige frisk på alle kommandoerne. Men efterhånden som jeg og Opera for udviklet et godt venskab, forventer jeg at den bliver mere medgørlig.

Selvom jeg nok næppe i længden gider at føre lange samtaler med min browser, så er det nu meget fedt at få den til at læse op. Jeg har altid bare tænkt, at det var da fint nok for de blinde, men dybest set er der jo heller ingen seende, der gider læse på skærmen. Det er faktisk meget fedt bare at markere teksten og så få den læst op i stedet. Lidt mekanisk måske, men faktisk helt OK.

Rigtigt sjovt bliver det dog når man sætter den til at læse danske tekster. Operas stemme er klart amerikaner, og danske tekster læses op som om ordene var engelske ord og udtales på næsten flydende amerikansk. Smukt!