Bjarne Riis og inkvisitionen - journalistikkens banalitet

Er det virkelig så banalt, at når journalister har hyldet en sportsmand for sublime præstationer, så skal han betale tilbage, hvis han begår noget kriminelt, uhæderligt eller moralsk forkasteligt?

Er det virkelig så banalt, at man afregner pund for pund, når regnskabets time kommer? Hver spaltemillimeter hyldest skal på dommens dag veksles til en spaltemillimeter fordømmelse.

Er det virkelig så banalt, at når journalister opdager, at de er blevet tage med bukserne nede i 90'erne og ikke har gjort deres arbejde ordentligt, så ligger skammen som et permanent skarpladt og afsikret våben klar til affyring, så snart grunden til deres ydmygelse kommer indenfor skudvidde.

Er det virkelig så banalt, at små mennesker kun har to måder at føles sig store på: Ved at posere sammen med dem, der er endnu større, eller ved at sparke på dem, når de har lagt sig ned og er forsvarsløse.

Pressemødet i går, hvor Bjarne Riis informerede om sin brug af EPO, cortison og værksthormon i 1990'erne, var måske i virkeligheden mest interessant set fra Riis' egen stol. Med udsyn til en hob af journalister og fotografer med deres skarpladte mikrofoner og kameraer rettet mod ham, kiggede han direkte ned i det menneskelige urdyb. Eller måske bare det kristne arvegods. Synd og straf. Kravet om at synderen får sin straf eller i det mindste angrer sin synd. Riis havde den frækhed ikke at angre...nok. Manglen på anger satte han trumf på ved at sige, at eneste bivirkning da han tog doping var, at han kørte stærkere.

Hvis han mellem sin ungdoms træningsture har haft lejlighed til at se Monty Pythons "De skøre riddere", vil han formentlig have genkaldt sig scenen, hvor pøblen kræver en kvinde brændt som heks. Det vil i alt fald forklare den foragt for journalisthoben, som Bjarne Riis havde meget svært ved at skjule.

Han følte helt tydeligt ikke, at han skyldte dem noget, hvad han vel strengt taget heller ikke gjorde. Men i deres massive overtal blev de grebet af følelsen af at være sandhedens og retfærdighedens vogtere. En overgang kunne jeg næste høre et kor messe i baggrunden. Den individuelle journalist var gledet ind i flokken og blevet ét med den.

Kun enkelte journalister skilte sig ud ved ikke at bruge det inkvisitoriske toneleje, som udtrykker en forventning om ret til at få svar på alt. Især Politikens sportschef Rasmus Bech formåede mod slutningen at tale i et mand-til-mand toneleje, for måske på den måde at få Riis til at komme ud af forsvarspositionen.

Var det virkelig så banalt, at fredagens pressemøde stille vore egne mest nedrige instinkter til skue. At hele setupet med en hob af journalister netop gjorde dem til dette - en hob. En hob, som tænker lige så primitivt som fodboldpublikum på bagtribunerne, og som glider ind i en bevægelse, hvor man kun kan synge den samme sang som alle andre. En sang, som enten er hengiven tiljubling og hyldest eller hadefuld hån.