Rovdyr på nettet...

Kender du det, når du er på nettet, at du har fået færten af ét eller andet delikat. Du klikker dig nærmere...og nærmere....tror du. Pludselig har man mistet færten igen, og man lusker slukøret væk.

Ifølge Peter Pirolli opfører vi os lidt som rovdyr på jagt, når vi er på nettet. Vi er på jagt efter information, og vi vil helst skaffet den med et minimum af anstrengelse. Når vi har fået færten af noget, klikker vi os nærmere så længe færten bliver stærkere. Ellers giver vi op. Det er ikke umagen værd.

I al sin enkelhed betyder det for webdesignere, at man skal sørge for at hjemmesiden giver indtryk af at tingene er lette at finde - bl.a. via forståelig navigation - og brugerne hele tiden opleve at han kommer nærmere sit bytte og at han er på rette vej.

Og så jager informationsjægere ikke samme sted hver gang, så sørg for at det er let at finde tilbage og sørg for at der er en grund til at vende tilbage.

Det lyder da meget enkelt ikke :-)

Check nogle artikler af Pirolli

Eller søg "Information Foraging" på Google - hvis du vil vide mere...

Der er også en fed rapport om Information Foraging, som har været bragt i Psychological Review.

Nå, begynder byttet at synes for stort at gabe over....:-)

Frydefuld spænding...

Er der en større glæde end forventningens? Som barndommens juleaften eller som når man har stillet en fælde op og venter på at et eller andet dyr skal gå i den :-)

Men ak, som voksne må vi sublimere forventningen og finde forventningsglæden andre steder. Som når man på nettet opretter en tilmeldingsformular til et nyhedsbrev, som man vil til at udgive, og plastrer hjemmesiden til med knapper, der råber "se mig og tilmeld dig please".

Så er der lidt af juleaften i det - fra før ønskesedlerne - når der er én der går i fælden, og faktisk gerne vil modtage det. Og én mere...og igen...

Så hvis du vil se mig hoppe, kan du jo gå ind på IDEA House og tilmelde dig...

Günther Grass og Bjarne Riis i den moralske mediemølle

Kan et budskab være godt og rigtigt, hvis afsenderen ikke selv har efterlevet det. Tilsyneladende ikke. Günther Grass har afsløret af han har været i Waffen-SS i en kort periode, men har gennem mange år revset tyskerne for ikke at se fortiden i øjnene.

Bjarne Riis har i en noget anden kontekst forsøgt at profilere sig som frontløber for kampen mod doping i cykelsporten ved bl.a. at tilbyde dopingforskeren Rasmus Damsgaard ansættelse på Team CSC.

På grund af den kroniske mistanke om doping, der er skabt omkring Bjarne Riis med Olav Skaaning Andersen og Nielse Chr. Jungs TV-program fra vistnok 1999, ligger der også en latent mistanke om rent spin, når Riis toner frem med initiativer mod doping. Og citatet "Jeg er aldrig testet positiv" har fået citatstatus på linie med "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet".

Selvom spin-taktik er en rimelig mistanke, så synes det at være en indædt mangel på tilgivelse, der præger dagsordenen. Han har aldrig sagt "Jeg har aldrig været dopet" eller omvendt gået til bekendelse. Det gjorde han så i DR's Profilen onsdag. Sagde "Jeg har aldrig været dopet" altså.

Trængt op i en krog sagde han det sgu. Hvorfor? Kun det modsatte kan bevises. At han har været dopet. Det modsatte kan ikke bevises. Ikke længere i alt fald. Han kan altså ikke fjerne skyggen af mistanke ved at sige det.

Vi kan åbenbart ikke leve med tvivlen, men fik den altså ikke fjernet i denne omgang heller. Kun gennem angrende bekendelse kan Bjarne Riis slippe, og blive den angrende synder, der ny prøver at sone sin forbrydelse ved at kæmpe for en ren cykelsport.

Vi kan ikke håndtere en løgner, som kæmper for det modsatte af hvad han - tror vi - før stod for. Vi vil se ham krybe vil vi. Før kan vi ikke tilgive ham og igen tilbede ham.

Måske har tyskerne det på samme måde. Grass har revset dem, men nu vil vi fandme se ham selv angre. Så det gør ondt.

Man kan ikke skifte standpunkt uden at angre. Strategiske grunde er ikke nok. Vi vil se renhed og ægthed vil vi...

...eller vil vi? Nu er der i alt fald snart Vuelta a Espana...

Nye ord fra mesteren - Jakob Nielsen revisited

Så er jeg omsider kommet i gang med den nye bog om Web Usability fra Jacob Nielsen, der denne gang assisteres af Hoa Loranger.

Prioritizing Web Usability lægger i omslag og indhold op til at være en opdatering af klassikeren Designing Web Usability fra 2000, og jeg er lidt spændt på, om han er lige så puritansk som i den gamle udgave. Der er trods alt sket en del med båndbredder og skærmstørrelser etc.

I førsteudgaven var frames-baserede hjemmesider ét af hadeobjekterne, og skulle der stadig være ulyksalige hjemmesider med denne teknologi, får vi fra starten nogle flere håneargumenter overfor disse - selvom det ikke direkte er det der er ærindet.

Én af resultaterne af hr. Nielsens undersøgelser er nemlig, at vi ikke længere leder efter hjemmesider men efter svar. Det skal forstås sådan, at vi i stigende grad går direkte ind på søgemaskinerne, hvorfra vi så klikker direkte ind på dybe links hvor svaret på vores spørgsmål kan læses direkte.

Ofte vil vi altså slet ikke komme via forsiden.

Samtidig viser Jakob Nielsens undersøgelser, at vi i høj grad bruger navigation i selve teksten eller i forbindelse med den. Tekstinterne links og "se også"-links efter selve teksten har altså langt større effekt end navigationsmenuerne i toppen og margin.

Konklusionen er at man virkelig skal satse på at have nogle sider med højpotent indhold og så holde fast på brugerne ved at tilbyde dem relevante links i eller ved teksten.

Se også

Jacob Nielsens hjemmeside om usability (utroligt primitiv for en webguru)

Nielsen Norman Group (konsulentfirmaet, hvor han laver sine analyser og tjener sine penge)

Opera-elsker på en ny måde...

Det lyder måske mest som et selvmordsforsøg, men for ca. 20 år siden fik jeg min første opera-oplevelse, da jeg fik en billet til Wagners "Ragnarok". 4 timer, hvor man ikke forstår ret meget af hvad er sker, og hvor de heller ikke ligefrem frådser med ørehængere :-) Men jeg blev grebet af skidtet, og udviklede en nærmest kultisk passion for Wagner og almindelig dannet interesse for opera generelt.

Det er taget lidt af siden - men minderne har man da lov at ha' - og nu er det en helt anden slags opera, jeg er faldet for.

Med den seneste version af den norske Opera-browser er der lavet en masse ekstra spas med sjove ekstraprogrammer - Widgets - som man kan downloade og installere i Opera. Noget er vist mest for sjov, så som alskens ure, men der er også flere ganske praktiske ting.

Som webmaster har jeg tit brug for at vide hvor bredt et givet skærmområde er i pixel, så jeg har naturligvis downloadet en Screen Ruler, som efter angivelse af to punkter på skærmen måler højde og bredde i pixel. Sweeeeeet. En lille huskeliste befinder sig nu også i min opera, ligesom man kan åbne et fikst lille vindue, hvis man vil søge fotos i Flickr.com - og det vil man jo en gang imellem!

Har du talt med din browser for nylig?

Men det blev da rigtigt sjovt, da jeg var opmærksom på, at man kunne installere stemmestyring. Så nu sidder jeg med headsettet og siger "Opera New Page" og "Opera Speak" m.v. Og sandelig om ikke dyret taler til mig.

Der går nok lidt tid inden jeg kan alle kommandoerne - de skal i øvrigt gives på engelsk - og den er heller ikke lige frisk på alle kommandoerne. Men efterhånden som jeg og Opera for udviklet et godt venskab, forventer jeg at den bliver mere medgørlig.

Selvom jeg nok næppe i længden gider at føre lange samtaler med min browser, så er det nu meget fedt at få den til at læse op. Jeg har altid bare tænkt, at det var da fint nok for de blinde, men dybest set er der jo heller ingen seende, der gider læse på skærmen. Det er faktisk meget fedt bare at markere teksten og så få den læst op i stedet. Lidt mekanisk måske, men faktisk helt OK.

Rigtigt sjovt bliver det dog når man sætter den til at læse danske tekster. Operas stemme er klart amerikaner, og danske tekster læses op som om ordene var engelske ord og udtales på næsten flydende amerikansk. Smukt!

Er social software død?

I begrejstringen over social software og dialogbaserede medier har der været skrevet meget om perspektiverne for blogs o.lign. i organisationer.

Min egen holdning til dette ufortalt, så er de altid berigende når nogen går imod strømmen:

På Kommunikaitonsforum har Trine-Maria Kristensen således skrevet "8 grunde til at Wikien er død", hvor hun ikke uden humor beskriver en række væsentlige barrierer for brugen af dialogmedier i organisationer.

At dække et etapeløb når andre stjæler opmærksomheden

Cykelløbet Tour du Loir-et-Cher er slut efter at 5. etape blev kørt påskesøndag. Jeg har skullet dække det som pressechef for holdet Glud & Marstrand Horsens, men det blev ikke helt så enkelt som ventet.

Hvad fanden gør man, når holdet leverer gode resultater, mens en anden dansk rytter fra et andet hold - Jacob Moe Rasmussen - bare er bedre hver dag og æder al presseopmærksomheden i de nationale medier. I alt fald i cykelmedierne.

...og når man så oven i købet selv i påskedagene er afskåret fra internettet og må sende pressemeddelelser via mobiltelefonen...

Jeg sad med fornemmelsen af, at når man har lavet en pressemeddelelse som oplæg til et etapeløb, så skal man sgu også kunne skrivet noget fra løbet hver dag. Stilhed virker lidt underligt. Men jeg var hele tiden et skridt bagud, da Jacob Moe næsten hver dag sikrede sig overskriften med den bedste placering. Jeg skulle hver dag skabe noget af almen interesse, selvom andre havde booket den største overskrift.

Thomas Guldhammer fra Glud & Marstrand Horsens reddede dog lidt af æren ved at køre sig i sprintertrøjen for de indlagte spurter på tredje etape, og så havde jeg pludselig en historie, som ganske vist var sekundær i forhold Jacob Moes sejr på samme etape, men som dog kunne bære en selvstændig historie, der så kunne føres videre de kommende dage og slutte glædeligt med den endelige sejr i samme konkurrence.

Men hvad fanden gør man ved en andenplads til Morten Christiansen fra GMH når Jacob Moe vinder? Et kanongodt resultat af Morten, men den kan bare ikke snige sig til andet end en bisætning i de nationale cykelmedier.

Nå, den er selvfølgelig fin nok i de lokale medier, men længere kommer den næppe.
Forløbet under Tour du Loir-et-Cher har også fået mig til at tænke lidt over, hvordan man egentlig dækker et etapeløb, hvor der ikke sker en skid set fra holdets synsvinkel. De første to etaper bed på en 22. og en 8. plads, og så er det sgu svært at producere noget til pressen.
På den anden side er det vel også lidt dumt at lade være. Jeg mener, vi har varmet op i pressen til etapeløbet, og så bør der naturligvis være noget. I alt fald til de medier, der ikke bruger så skarpe nyhedskriterier.

Det faldt mig ind, at der måske kan være tre parallelle sport i dækningen af et etapeløb:
1. Toppræstationen: Nyhed om dagens præstationer, hvor den bedst placerede rytter fremhæves. Denne præstation kan både handle om etapeplacering, klassement eller om én af de indlagte konkurrencer.

2. Dagens alternative historie: En nyhed om en særlig præstation, begivenhed eller historie i løbet af dagen. Kan være af sportslig karakter, men kan også være mere menneskelige historier
eller begivenheder bag kulisserne.

3. Følg en gennemgående figur, som måske er klassementshåbet, debutanten eller på en anden måde en person, som har særlig interesse i forhold til løbet.

Traditionelt tænker vi nok mest i den første type. Det er trods alt sportsfolk, og de ser naturligvis det væsentlige som præstationerne på cyklen.

Men hvad så når de udebliver. I Tour de France-reportagerne skal man jo også have tiden til at gå på de flade etaper, hvor der måske ikke sker en skid set med danske øjne, og hvor storfavoritterne endnu ikke er begyndt at røre på sig. Her er der ofte plads til de små alternative og personlige historier, og man skal også lige tale med favoritterne inden det for alvor går løs.

Men det kræver nok en hel del forberedelse og en game plan for alternative scenarier.
Rytterne skulle bare vide, hvordan pressearbejdet nærmest minder om en massespurt, hvor det gælder om at klemme sig ind blandt de forreste og lynhurtigt skifte taktik, når det viser sig at man er ved at blive klemt i spurten eller at de pludselig rykker hurtigere i modsatte side af vejen.

Godt at der lige er lidt etapeløbspause til at lægge taktikken til næste gang.

Interview via SMS

Klokken 18.10 i går aftes modtog jeg en SMS fra cykelrytteren Roy Hegreberg fra Glud & Marstrand Horsens-holdet. Han var blevet omkring nr. 15 i det belgiske cykelløb Beverbeek Classic, og det var nu min opgave at skrive en nyhed til holdets hjemmeside og en pressemeddelelse til diverse cykelmedier og hvem der nu måtte have interesse i at bringe det.

Roy havde skrevet en fyldig SMS, så der var egentlig til en lille kort nyhed, men jeg ville da godt lige fornemme hvorvidt Roy var tilfreds med resultatet. Det kunne jeg sådan set godt regne ud af hans første SMS, at han ikke var, men jeg ville gerne lige have hans egne ord.

Svaret kom promte, og jeg havde en nyhed, hvor jeg kunne bringe flere citater på baggrund af SMS.

Billig og notatfri interviewteknik

Det slog mig, at SMS er en fortrinlig interviewmetode i den situation jeg sidder i. Ofte skal jeg interviewe ryttere som befinder sig i udlandet, og da cykelryttere i amatøreliten sjældent har særligt mange lommepenge og da jeg selv gør mit arbejde på frivillig basis, er der ingen af os der er interesseret i lange mobilsamtaler fra udlandet med store telefonregninger til følge.

En anden detalje er selvfølgelig at hele korrespondancen er dokumenteret. Jeg behøver ikke at tage notater under interviewet, da alt ligger i min mobiltelefon, og jeg kan citere rytterne præcist, omend jeg af sproglige hensyn nok bør løfte SMS-sproget lidt.

Desuden behøver jeg ikke både tænke på at lytte og formuleret næste spørgsmål. Der er plads til en lille tænkepause. Man er lidt mindre afhængig af tid og sted, og kan evt. fortsætte interview efter en pause.

Næste skridt må så være at få rytterne til at sende en kopi til min e-mail, så jeg bare kan lave copy-paste og omskrive direkte på computeren.

Den må vist lige dyrkes lidt, så jeg kan blive manden der raffinerede SMS-interviewet.

SMS og ytringsfrihed

I den aktuelle politiske krise om de såkaldte Muhammed-tegninger i Jyllands-Posten er SMS-beskeder pludseligt blevet et meget magtfuldt medie. Dels til mobilisering af demonstrationer og dels til i sig selv at fungere som medie.

Ildspåsættelsen på den danske ambassade i Damaskus var ifølge de danske medier et resultat af et rygte, som havde floreret via SMS om at man i København foretog afbrændinger af Koranen. Et rygte som formenligt er startet med information om at en dansk SMS havde opfordret til at møde på på et givet sted et givet tidspunkt og afbrænde Koranen.

Dermed har denne sag fået endnu et aspekt om medier og ytringsfrihed. Det er ikke længere de store fælles medier, der sætter dagsordenen, men i stedet helt ukontrollable og ukommenterede medier som SMS. Med udbredelsen af mobiltelefoner bliver de udemokratiske lande uden en fri presse et paradoks. På den ene side er informationsstrømmen i medierne censurerede, men på den anden side er der et stort behov for information. Informationsbehovet dækkes derfor via f.eks. SMS, og spredes alt afhængig af, hvordan personer er forbundet i netværk.

Og troværdigheden af information fra netværk betragtes formenlig som mere troværdigt end information fra statskontrollerede medier.

Ligesom SMS er blevet en integreret del af den moderne civilisations kommunikation i dag, er den også en appelsin i turbanen (undskyld udtrykket) for de netværksorganiserede terrorbevægelser i dag.