Ja, så er jeg tilbage ved tasterne igen. Efter mit seneste indlæg om pressens håndtering af Bjarne Riis' dopingindrømmelser, har der ellers været nok at skrive om. Tour de France o.s.v. ...behøver jeg sige mere. Men jeg har ikke orket.
Jeg var i øvrigt på vandretur i Pyrenæerne mens det gik allerhedest for sig. Det er jeg glad for. Nå, men jeg prøver altså at komme ned i rillen igen, og har da heller ikke ligget helt stille.
I starten af august var jeg med cykelholdet Glud & Marstrand Horsens i Post Danmark Rundt, og lavede en lille blog i den forbindelse - se bloggen fra Danmark Rundt.
I øjeblikket er jeg i gang med at planlægge en opgradering af holdets hjemmeside og kigge på den fremtidige mediestrategi, så hvem ved hvad der sker....
mandag, august 20, 2007
lørdag, maj 26, 2007
Bjarne Riis og inkvisitionen - journalistikkens banalitet
Er det virkelig så banalt, at når journalister har hyldet en sportsmand for sublime præstationer, så skal han betale tilbage, hvis han begår noget kriminelt, uhæderligt eller moralsk forkasteligt?
Er det virkelig så banalt, at man afregner pund for pund, når regnskabets time kommer? Hver spaltemillimeter hyldest skal på dommens dag veksles til en spaltemillimeter fordømmelse.
Er det virkelig så banalt, at når journalister opdager, at de er blevet tage med bukserne nede i 90'erne og ikke har gjort deres arbejde ordentligt, så ligger skammen som et permanent skarpladt og afsikret våben klar til affyring, så snart grunden til deres ydmygelse kommer indenfor skudvidde.
Er det virkelig så banalt, at små mennesker kun har to måder at føles sig store på: Ved at posere sammen med dem, der er endnu større, eller ved at sparke på dem, når de har lagt sig ned og er forsvarsløse.
Pressemødet i går, hvor Bjarne Riis informerede om sin brug af EPO, cortison og værksthormon i 1990'erne, var måske i virkeligheden mest interessant set fra Riis' egen stol. Med udsyn til en hob af journalister og fotografer med deres skarpladte mikrofoner og kameraer rettet mod ham, kiggede han direkte ned i det menneskelige urdyb. Eller måske bare det kristne arvegods. Synd og straf. Kravet om at synderen får sin straf eller i det mindste angrer sin synd. Riis havde den frækhed ikke at angre...nok. Manglen på anger satte han trumf på ved at sige, at eneste bivirkning da han tog doping var, at han kørte stærkere.
Hvis han mellem sin ungdoms træningsture har haft lejlighed til at se Monty Pythons "De skøre riddere", vil han formentlig have genkaldt sig scenen, hvor pøblen kræver en kvinde brændt som heks. Det vil i alt fald forklare den foragt for journalisthoben, som Bjarne Riis havde meget svært ved at skjule.
Han følte helt tydeligt ikke, at han skyldte dem noget, hvad han vel strengt taget heller ikke gjorde. Men i deres massive overtal blev de grebet af følelsen af at være sandhedens og retfærdighedens vogtere. En overgang kunne jeg næste høre et kor messe i baggrunden. Den individuelle journalist var gledet ind i flokken og blevet ét med den.
Kun enkelte journalister skilte sig ud ved ikke at bruge det inkvisitoriske toneleje, som udtrykker en forventning om ret til at få svar på alt. Især Politikens sportschef Rasmus Bech formåede mod slutningen at tale i et mand-til-mand toneleje, for måske på den måde at få Riis til at komme ud af forsvarspositionen.
Var det virkelig så banalt, at fredagens pressemøde stille vore egne mest nedrige instinkter til skue. At hele setupet med en hob af journalister netop gjorde dem til dette - en hob. En hob, som tænker lige så primitivt som fodboldpublikum på bagtribunerne, og som glider ind i en bevægelse, hvor man kun kan synge den samme sang som alle andre. En sang, som enten er hengiven tiljubling og hyldest eller hadefuld hån.
Er det virkelig så banalt, at man afregner pund for pund, når regnskabets time kommer? Hver spaltemillimeter hyldest skal på dommens dag veksles til en spaltemillimeter fordømmelse.
Er det virkelig så banalt, at når journalister opdager, at de er blevet tage med bukserne nede i 90'erne og ikke har gjort deres arbejde ordentligt, så ligger skammen som et permanent skarpladt og afsikret våben klar til affyring, så snart grunden til deres ydmygelse kommer indenfor skudvidde.
Er det virkelig så banalt, at små mennesker kun har to måder at føles sig store på: Ved at posere sammen med dem, der er endnu større, eller ved at sparke på dem, når de har lagt sig ned og er forsvarsløse.
Pressemødet i går, hvor Bjarne Riis informerede om sin brug af EPO, cortison og værksthormon i 1990'erne, var måske i virkeligheden mest interessant set fra Riis' egen stol. Med udsyn til en hob af journalister og fotografer med deres skarpladte mikrofoner og kameraer rettet mod ham, kiggede han direkte ned i det menneskelige urdyb. Eller måske bare det kristne arvegods. Synd og straf. Kravet om at synderen får sin straf eller i det mindste angrer sin synd. Riis havde den frækhed ikke at angre...nok. Manglen på anger satte han trumf på ved at sige, at eneste bivirkning da han tog doping var, at han kørte stærkere.
Hvis han mellem sin ungdoms træningsture har haft lejlighed til at se Monty Pythons "De skøre riddere", vil han formentlig have genkaldt sig scenen, hvor pøblen kræver en kvinde brændt som heks. Det vil i alt fald forklare den foragt for journalisthoben, som Bjarne Riis havde meget svært ved at skjule.
Han følte helt tydeligt ikke, at han skyldte dem noget, hvad han vel strengt taget heller ikke gjorde. Men i deres massive overtal blev de grebet af følelsen af at være sandhedens og retfærdighedens vogtere. En overgang kunne jeg næste høre et kor messe i baggrunden. Den individuelle journalist var gledet ind i flokken og blevet ét med den.
Kun enkelte journalister skilte sig ud ved ikke at bruge det inkvisitoriske toneleje, som udtrykker en forventning om ret til at få svar på alt. Især Politikens sportschef Rasmus Bech formåede mod slutningen at tale i et mand-til-mand toneleje, for måske på den måde at få Riis til at komme ud af forsvarspositionen.
Var det virkelig så banalt, at fredagens pressemøde stille vore egne mest nedrige instinkter til skue. At hele setupet med en hob af journalister netop gjorde dem til dette - en hob. En hob, som tænker lige så primitivt som fodboldpublikum på bagtribunerne, og som glider ind i en bevægelse, hvor man kun kan synge den samme sang som alle andre. En sang, som enten er hengiven tiljubling og hyldest eller hadefuld hån.
mandag, februar 12, 2007
Hjemmesiden som lager eller showroom
Supermarked eller gammeldags købmandsbutik. Som kunde i skiftevis Zap-In og ENGBY Kontorteknik er jeg vant til to forskellige måder at sælge kontorartikler. Enten at vise hele sortimentet til selvbetjening eller ved den gode gamle diskbetjening, hvor man siger, hvad man skal bruge, og så finder købmanden det for dig.
Og det er som om, det er den gamle købmand, der møder dig på ENGBY's hjemmeside. På forsiden troner Mr. Engby selv over et billede af det nye domicil - hvor jeg endnu ikke ved, hvordan betjeningskonceptet er.
Hvad skulle det være? siger Steen Engby på forsiden og skjuler effektivt, hvad man egentlig handler med. Vi har artikler, maskiner, møbler og service. Det er de fire valgmuligheder man har for at komme videre. Og desværre kan vi ikke spørge Mr. Engby til råds. Jeg kender ham ellers som en yderst dygtig og sympatisk sælger.
Nå, jeg er på jagt efter en kontorstol, og prøver mig med Møbler. Og det fungerer tilsyneladende.
Et klik på Kontorstole, og jeg får fem mærker at vælge imellem. Mærkenavnene siger mig dog intet, så jeg starter fra en ende af.
Klik på Håg, og et billede toner frem. Nedenunder nogle lidt mindre billeder. Det viser sig, at de bevæger sig, når man fører musen over dem. Ja så. Men hvad er forskellen udover udseendet? Og nå ja, prisen?
Nå, jeg har da fået set en del billeder, men der er masser af plads til andre informationer. Kun ca. 430x300 pixel bliver rent faktisk brugt til at vise det, jeg leder efter.
Kære Mr. Engby. Brug din hjemmeside til at vise mig, hvad du kan tilbyde mig. Lad mig bare scrolle ned over nogle valgmuligheder med nogle muligheder fremfor at skulle klikke mig igennem dem én for én - uden reelt at få andet at vide, end hvordan de ser ud.
Det er som når købmanden henter sine varer én for én, og man må spørge efter hver enkelt, før han henter dem.
Og brug pladsen. Jeg sidder med min 19" skærm, men det eneste, jeg kan manipulere med, er et lille hjørne af skærmen.
Men anyway - du har en god butik, så jeg kigger nok ind alligevel. Og så kan jeg jo komme med åbent og uforberedt sind og lade købmanden sige "Hvad skulle det være?"
Og det er som om, det er den gamle købmand, der møder dig på ENGBY's hjemmeside. På forsiden troner Mr. Engby selv over et billede af det nye domicil - hvor jeg endnu ikke ved, hvordan betjeningskonceptet er.
Hvad skulle det være? siger Steen Engby på forsiden og skjuler effektivt, hvad man egentlig handler med. Vi har artikler, maskiner, møbler og service. Det er de fire valgmuligheder man har for at komme videre. Og desværre kan vi ikke spørge Mr. Engby til råds. Jeg kender ham ellers som en yderst dygtig og sympatisk sælger.
Nå, jeg er på jagt efter en kontorstol, og prøver mig med Møbler. Og det fungerer tilsyneladende.
Et klik på Kontorstole, og jeg får fem mærker at vælge imellem. Mærkenavnene siger mig dog intet, så jeg starter fra en ende af.
Klik på Håg, og et billede toner frem. Nedenunder nogle lidt mindre billeder. Det viser sig, at de bevæger sig, når man fører musen over dem. Ja så. Men hvad er forskellen udover udseendet? Og nå ja, prisen?
Nå, jeg har da fået set en del billeder, men der er masser af plads til andre informationer. Kun ca. 430x300 pixel bliver rent faktisk brugt til at vise det, jeg leder efter.
Kære Mr. Engby. Brug din hjemmeside til at vise mig, hvad du kan tilbyde mig. Lad mig bare scrolle ned over nogle valgmuligheder med nogle muligheder fremfor at skulle klikke mig igennem dem én for én - uden reelt at få andet at vide, end hvordan de ser ud.
Det er som når købmanden henter sine varer én for én, og man må spørge efter hver enkelt, før han henter dem.
Og brug pladsen. Jeg sidder med min 19" skærm, men det eneste, jeg kan manipulere med, er et lille hjørne af skærmen.
Men anyway - du har en god butik, så jeg kigger nok ind alligevel. Og så kan jeg jo komme med åbent og uforberedt sind og lade købmanden sige "Hvad skulle det være?"
Abonner på:
Opslag (Atom)
